Hermed den sædvanlige frase om "administrative" og "ansvarsfrie" lægekonsulenter.
Folketingets Socialudvalg
Dato: 1. juli 2008
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 30. maj 2008
følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 401
(SOU Alm. del).,
__________________________________________________ ______________
Spørgsmål nr. 401:
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. maj 2008 fra Benny
Gerhard, jf. SOU al. del - bilag 266.”
Citat:
Socialudvalget
Til:Velfærdsministeren
Dato: 30. maj 2008
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
SOU alm. del Spørgsmål 401
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. maj 2008 fra Benny
Gerhard, jf. SOU alm. del - bilag 266.
På udvalgets vegne
Christian H. Hansen
formand
|
Svar:
Da Benny Gerhards henvendelse vedrører kommunale lægekonsulenters
ansvarsforhold, har jeg indhentet bidrag til besvarelsen fra Ministeriet for
Sundhed og Forebyggelse.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse oplyser i sit svar, at sundhedsministeren
tidligere over for Folketingets Sundhedsudvalg har redegjort for ansvarsforholdene
for læger ansat i administrative stillinger og henviser til svarene på spørgsmål
247 og 310 (SUU – Alm. del).
Med henvisning til disse svar til Folketingets Sundhedsudvalg kan jeg oplyse,
at læger, der udøver lægefaglig virksomhed, er omfattet af lov nr. 451 af
22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersonale og om sundhedsfaglig
virksomhed, som trådte i kraft den 1. januar 2007. Med autorisationsloven
blev en række individuelle autorisationslove, herunder lægeloven, samlet i
en fælles autorisationslov. Forudsætning for lægefaglig virksomhed i denne
lovs forstand er, at der består et læge/patientforhold, det vil sige at en læge
deltager i eller har ansvar for patientbehandling i bredere forstand – det vil
sige udøver lægegerning. Det fremgår blandt andet af lovens § 17, at en
læge er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, og det fremgår
af § 20, at en autoriseret sundhedsperson ved udfærdigelses af erklæringer,
som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson,
skal udvise omhu og uhildethed. Efter loven er det Sundhedsstyrelsen, som
fører tilsyn med, at normen for god og forsvarlig lægegerning, ikke bliver
fraveget.
Det følger således af autorisationsloven, at en læge ikke er omfattet af loven,
når vedkommende ikke udøver lægefaglig virksomhed. Læger, der er ansat i
administrative stillinger, eksempelvis lægekonsulenter, som kommunerne
benytter i for eksempel sager om førtidspension og i forbindelse med vurdering
af en borgers funktionsevne, udøver ikke lægefaglig virksomhed, som
den er defineret. Lægekonsulenterne skal bistå forvaltningen med at forstå
de lægeerklæringer og speciallægeerklæringer, der kan være indhentet til
dokumentation af borgerens helbredsmæssige forhold. Der er derimod ikke
tale om et læge/patientforhold mellem lægekonsulenten og borgeren. Det er
ikke ansættelsesforholdet, der er afgørende, men selve lægens virke.
Lægekonsulenter fungerer som udgangspunkt derfor som andre medarbejdere
i den kommunale forvaltning, der arbejder under ansvar for arbejdsgiveren
og under forvaltningslovens bestemmelser. En borger har i den forbindelse
mulighed for at klage over en lægekonsulents udtalelse mv. til den
pågældendes arbejdsgiver. Sundhedsstyrelsen fører ikke tilsyn med læger,
når disse ikke udøver lægefaglig virksomhed, hvilket vil sige virksomhed,
som ikke indeholder konkret patientbehandling.
Den forståelse af lægefaglig virksomhed, der beskrives her, har ifølge
oplysninger fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i op mod 20
år fremgået af de seneste 2 udgaver af den kommenterede lægelov,
og også Patientklagenævnets praksis er i overensstemmelse hermed.
Karen Jespersen