Citat:
Oprindeligt indsendt af cl8
Jeg tror ikke udenforstående KAN sætte sig ind i hvor opslidende det er, at skulle overlade sit liv (og fremtid) til diverse offentlige instanser. Jeg tror ikke man kan forstå magtesløsheden, afmagten, panikken, frustrationerne - for ikke at tale om den reelle sygdom - som ingen har VALGT at have.
Det er så barskt, at jeg har svært ved at forlange forståelse fra omverdenen. Jeg er nået til det punkt hvor vennerne er stået af, kæresten er stået af, familien forsøger at forstå.... men med kommentarer som "jamen hvorfor søger du ikke bare noget arbejde?", "skal du ikke snart igang med noget?" - så står JEG af.
Ingen forstår hvordan ens personlighed smuldrer i takt med at man bliver mistænkeliggjort af det offentlige, alt falder væk under én og efterhånden begynder man sgu selv at tro på, at man OGSÅ ER psykisk syg. Ensomheden og isolationen æder én ganske langsomt.
Hvad skal det ikke ende med...........???
Ja, vi må stå sammen herinde. Det hér er uden tvivl det værste jeg nogensinde har måttet stå igennem og det paradoksale er, at jeg ikke har haft et valg - intet alternativ.
Tænk at man slider sig selv op i kampen om retten til et værdigt liv.....
|
Ja, jeg er helt enig i det du skriver. Min familie kan/vil ikke forstå at jeg har mén efter mit brækkede ben, jeg har også hørt den med, at jeg kan da bare gå ud og søge et job! Jeg føler virkelig med dig, det at kæreste og venner forsvinder, kan være medvirkende til, at man også knækker psykisk.
Hvis det havde været mit job at kæmpe mod kommunen, så havde jeg sgu sagt op for længst.
Men som sagt, har jeg ikke haft noget valg.
