|
Florken: Nej det har jeg ikke men da jeg var yngre var der flere der snakkede om det netop fordi jeg var så enormt hurtig til tingene, kunne svare før læren havde stillet spørgsmålet færdigt, var færdig langt før alle andre og ville have ekstra opgaver og jo flere jeg løste jo bedre havde jeg det og hadede oplæsning da alle andre var så langsomme. Men har aldrig været særlig dygtig til noget med tal, fysik, kemi og alle de fag der. Jeg ser ikke muligheder i noget (men ved ikke om det er depressionstrækkene og alle nederlagene der gør det) og tænker ikke abstrakt. Jeg kunne som lile (her mener jeg under 12 år) altid kunnet sidde længe alene og tegne o.lign, aldrig gjort noget halvt, de ting i skolen som fangede mig gik jeg enormt meget op i og min mor var dybt imponeret bla da vi havde om rummet kunne jeg huske alt hvad jeg lærte stortset og gik enormt meget op i det og læste, skrev en masse osv og kunne svare på et million spørgsmål i hvem vil være millionær som hverken min mor eller personen i studiet kunne. Har i diktat og tit i dansk ligget klasser over hvilken klasse jeg gik i og tit fået opgaver for ældre. Men matematik har jeg altid haltet bagefter, hadet det og fysik, kemi, biologi osv har jeg aldrig forstået en cm af og hadet det som pesten.
Indtil 12 års alderen var jeg indadreagerende men blev udadreagerende som 12 årig og begyndte at slåse meget med skolekammerater og stoppede ikke før jeg blev hevet væk da jeg blackout'er og er så hidsig tårene løber ud af hovedet på mig. Jeg er blevet mobbet stortset hele min skolegang på de mange forskellige skoler. Mange lærere har hadet at jeg ville have så meget ekstra da det gav dem ekstra arbejde også men enkelte syntes jeg var så dygtig og roste mig altid meget og elskede at give mig ekstra.
Jeg kom i 4 klasse på en tysk skole da jeg gerne ville lære tysk og jeg lærte sproget på inden jul men havde svært ved især matematik på tysk. Jeg fik engelsk i 5 klasse og det var jeg meget dårlig i selvom jeg normalt er super sprogligt. Jeg har aldrig rigtig lært de basale ting i engelsk og kan slet ikke tegnsætte osv. Dette kan jeg så heller ikke særlig godt i dansk, havde enormt svært ved at lære det hvor jeg i diktat altid fik 13 eller senere 12 og tit fik diktat for ældre årgange.
Jeg har altid følt mig anderledes og aldrig forstået og har derved også haft enormt mange nederlag. Jeg tror dog ikke min ADHD diagnose er forkert da jeg når jeg ikke er så tynget af depression som jeg er nu er meget rastløs, dog god til at planlægge men kan ikke udføre planerne og kan ikke finde ud af hvor jeg skal starte henne især når det gælder oprydning, rengøring osv og bliver jeg presset der går jeg amok, bliver aggressiv har tidligere smadret værelser pga det eller skænderier med min mor, tuder og kan slet ikke overskue livet. Helt små ting kan smadre min verden fuldstændig og det gør de hverdag.
Jeg ved ikke om man kan miste sin intelligens må nogen måde men det føler jeg jeg har gjort. Jeg spørger tit andre hvordan man staver ord jeg før ingen problemer havde med at stave og kan slet ikke stave specielle udenlandske ord som før nærmest var mit speciale. Jeg sætter kommaer og punktommer som det passer mig da jeg ikke aner hvornår det er rigtig eller forkert.
Jeg læste som lille (igen under 12 år) helt ekstremt mange bøger. Kunne sagtens låne 15 bøger og have læst dem efter 2-3 uger og det var som regelt bøger på 150-250 sider. Især hesteromaner eller hvad man kalder dem. Jeg kunne læse i mange timer i træk og jeg elskede at læse. Det har jeg dog ikke kunnet i rigtig mange år efterhånden, kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst læste en bog det har ihvertfald været før 14 år. Kan ikke overskue det og bliver for rastløs, kan lige læse blade engang imellem men lange artikler går jeg tit udenom. På nettet kan jeg dog især om sådanne emner her bedre koncentrere mig da det er en nødvendighed, jeg SKAL finde en måde at få behandling på.
Jeg har altid været den stærke pige og haft en svær opvækst med en mor med både ADHD og Borderline der først blev stillet i en meget sen alder med masser nederlag i bagagen og en masse "tag dig dog sammen!", "du er en dårlig mor" osv i bagagen.
Jeg kunne læse før jeg kom i skole, jeg kunne handle ind som 6 årig og har altid villet være voksen meget hurtigt. Men da jeg blev det kunne jeg slet ikke finde ud af noget som helst og nu føler jeg mig som en 4 måske 5 årig pige der skal krammes hvergang hun ser et menneske, spørges om hvordan hun har det, hvad hun vil lave, tages i hånden når der sker nye ting osv osv. Jeg er ikke tryg nogen steder og har aldrig skabt mig en tryg base da jeg ikke aner hvad der skal til.
Hvergang jeg beder om hjælp eller bliver den mindste smule negativ siger alle jamen du er jo så intelligent, sådan en sød pige osv osv. Ingen lytter bare en smule på det negative og ingen har nogensinde sagt hvor har jeg ondt af dig eller hvor må du have det hårdt. Jeg skal tage mig sammen fordi jeg er jo intelligent. Engang imellem ville jeg ønske at jeg fik den anerkendelse jeg kender mange med psykiske problemer og diagnoser får og bare få lov til at være "syg". Jo mere folk nedkæmper det jo mere kæmper jeg for at skrige det ud. Siger folk at jeg bare skal slappe af og intet skal det næste år, får jeg efter et par mdr overskud, ideer og LYST til at tegne, træne mere med hunden og lyst til at leve og komme videre osv. Det de tror hjælper gør det modsatte, det kvæler mig. Føler mig utaknemmelig for det er jo dejligt at jeg ikke ser syg ud i andres øjne og ikke bliver set på som psykiske syge Suzy eller lign men ikke at blive accepteret er forfærdeligt.
|