Hej igen....
Hmm... Man kan vist godt sige min sag har taget en uventet drejning. Siden jeg fik det brev ang fleks bevilling i lørdags har jeg været ude i noget af en rutchebanetur med flere op og nedture end jeg havde regnet med... Især det sidste døgn har krævet meget følelsesmæssigt...
Well... Snakkede i mandags med ham IT gutten ang det brev - og han fik endda en kopi af det. Han læste det og var inde og finde andre fleks bevilligede i systemet - og der er åbenbart ikke så meget at komme efter. Han gav mig ret i at det sparrer penge for kommunen, men at det selvfølgelig gøres i "god tro" om at sikre min forsørgelse. Alt andet i brevet skal jeg i princippet bare se bort fra i øjeblikket. Jeg fortalte jo at jeg følte jeg havde fået lagt et ubeskriveligt pres på mine skuldre, pga denne visitation, hvortil han sagde at det mente han ikke var nødvendigt! Efterfølgende prøvede jeg at lægge brevet lidt fra mig og tænker på at jeg jo har NÆSTEN 4 uger tilbage hvis jeg vil klage over stoppet!
Tirsdag skulle jeg jo til den her rundbordssamtale/team møde. DRØNNERVØS sidder jeg pænt på min plads og venter. Blir hentet over 20 minutter for sent, så neglene var ret flossede... På vejen til mødelokalet forklarer min jobkonsulent hurtigt hvad der skal ske - og hun tager fat i min arm, og siger det hele nok skal gå! Kommer ind i rummet og der sidder IT gutten, en psykolog, en fysioterapeut og så sociallægen. Det var ikke ham jeg havde regnet med - han havde tydeligvis ferie.
Min jobkonulent starter med at fortælle hvad de har snakket om til deres "for-møde"... Altså mine diagnoser, min historik og min indsats på reva... Jeg husker ikke så meget af det, for som altid går der en klap ned, når jeg er til sådan noget "officielt" noget! De andre fortæller hurtigt hvad deres rolle i dette egentlig er. Det virkede meget tilforladeligt det hele... Men jeg RYSTEDE! Og tårene sad på lur hele tiden. Og så skete der det der fuldstændig har væltet min verden det sidste døgn....
De mener ikke jeg skal ud i længerevarende afklaring - og slet ikke at jeg skal ud i ekstern praktik... De mener tværtimod min afklaring skal stoppe inden for kortere tid... FORDI de vil anbefale mig til førtidspension!!!! Jeg hørte ikke så meget mere - andet end lidt støj og nogle få ord ind i mellem og jeg græd og græd.... Bare at sidde og skrive dette, får mig til at græde igen....
De mener jeg har prøvet SÅ mange gange at begå mig på arbejdsmarkedet. Ca. 18 job på lidt over 10 år, mener de taler sit helt klare sprog. De mener at mine diagnoser hver især er slemme - men at dem alle sammen fælles er ødelæggende, hvis man samtidig skal klare sig i et hårdt arbejdsliv. De mener at jeg skal satse på at få lidt kvalitet i mit liv frem for disse evige kampe. Og de mener at jeg fortjener ro i mit liv.
Jeg blev overrasket, usikker, nervøs, frustreret, ulykkelig og en MASSE andet!! Jeg har slet ikke ord for alle de følelser jeg har gennemlevet siden da. De vil gerne følge mig hele linien ud, så i morgen skal jeg til møde med min jobkonsulent om hvordan det videre skal forløbe. Hun vil også snakke med mig om hvad jeg evt kan få brug for for at forlige mig med at det faktisk er sådan det skal ende...
Vi snakkede om det her med at jeg KUN er 35. At jeg vil tjene penge, kunne rejse og være "normal" ude i samfundet - og at jeg nu pludselig føler mig afvist. Jeg ved ikke hvorfor, men da de sagde alle de her ting, kunne jeg ikke lade være med at nævne at jeg da gjorde det godt i IT, og mødte til tiden... Og sådan "små positive ting". Og det fik jeg ros for - men som de siger er jeg under ingen omstændigheder i nærheden af noget der ville kunne bruges i et fleksjob.. Det var som om jeg havde brug for at finde ting der kunne retfærdiggøre at jeg da ikke bare skulle "afvises"... (Afvist er måske et forkert ord, men det er vist lidt den følelse jeg har gået rundt med siden igår)
Så blev der snakket om lidt af hvert - husker det ikke. Jeg husker de spurgte mig om der var noget jeg ville spørge om eller snakke om... Men jeg sagde nej. Kunne slet slet slet ikke få styr på noget som helst - og jeg bare græd og rystede... De takkede for mødet og ønskede mig al held og lykke - og lovede at de var med mig hele vejen og ikke "bare" slap mig nu, og så forventede at jeg bare kom videre...
Jeg var nødt til at få min jobkonsulent til at følge mig helt udenfor. Jeg skulle have luft og var ved at besvime, så jeg kunne ikke gå selv.... Puuuh ha....
Jeg fik mig samlet og kom ind for at lukke computeren ned. Jeg kunne ikke blive der og det vidste de selvfølgelig - og regnede de også med. Satte mig ned og så kom tårene igen... Og så tog jeg lige 10 minutter på den måde med skiftevis tårer, ro, tårer, ro.... Jeg besluttede mig for at gå hjem - jeg turde ikke kravle på cyklen...
Da jeg kom hjem, stor hylede jeg ÉN gang til... Og så kastede jeg op... Og igen... ØV!!! Brugte lige et par timer på at PRØVE at finde mig selv... Og så ringede jeg til mig mor... Og hun blev SÅ glad... Eller lettet... Og hun syntes det var den bedste nyhed for mig... Og som hun sagde, havde vi jo snakket om det en del - lige som jeg har vendt det herinde med jer... Men ÉN ting er at snakke om det... En anden ting er, at det pludselig blir sådan. Jeg har ikke selv noget valg, blir ikke selv spurgt - men får af vide, at SÅDAN er tingene... Som skrevet før - jeg føler mig AFVIST!
Jeg er godt klar over der er mange muligheder for at lave lidt/leve lidt/arbejde lidt osv når man er fp'er... Men lige nu føler jeg, at jeg blir helt udelukket af alting... Hvordan skal jeg nogensinde gå ud og retfærdiggøre mit liv over for den skeptiske del af min NÆRE familie? Over for gamle venner? Nye venner? En evt kæreste? Jeg har pludselig ikke meget at byde på (i mine øjne) og jeg ender som en crazy cat lady (nu eeeelsker jeg mine katte, men de KAN jo ikke give mig alt hvad jeg har brug for.....)
Nu skal jeg til møde i morgen og så må jeg prøve at følge med i hvad hun siger, så jeg ikke sidder med så mange løse ender... Og så må jeg finde ud af hvad der skal ske... Ved jo at ALTING tager tid - og fordi de anbefaler noget er det ikke sikkert det blir resultatet... Men den tid - det problem... Jeg har SÅ mange andre følelser lige nu, som jeg er nødt til at prøve at håndtere.
Skal til psykiateren på mandag. Overvejer om jeg skal maile ham deres beslutning. De vil også skrive til ham, så alle "arbejder sammen" om dette... Jeg ANER ikke hvad jeg skal give mig til... Idag har jeg haft min onsdagsfri og jeg har tilbragt både nat og dag, som om jeg har de ledeste tømmermænd... Altså rigtig dårlig og urolig søvn. Og dagen er og har bare været tung, grå og... Tjaaa.....
Og så har jeg været nede og aflevere ansøgningsskema til ledighedsydelse, så jeg er sikker på en indtægt. Ang klagen af sygedagpenge stoppet?? Jeg aner det ikke... Kan jeg ikke tænke på lige nu... Jeg er dødforvirret....
TUSIND tak for alle jeres forslag/tanker om stop af sygedagpenge/fleks visitation de sidste dage - jeg har som jeg skrev ét eller andet sted, læst dem - men har været nødt til lige at tage time out...