Tak for de gode råd
Jah, jeg har i den grad kørt en selvdiagnose, men kun udfra hvad jeg har lært af min psykoterapeut og hvad jeg mærker og oplever at der sker i min krop.
Eller "kun" er måske ikke helt korrekt. Der er altid en vis grad af tænkning, når man som mig, på den ene side har lært at jo mere man fokuserer på sine begrænsninger, jo mere begrænset vil man blive, både i krop og sind, og det faktum at når man søger fleksjob fordi man faktisk HAR begrænsninger bliver bombarderet med vestlige navne og diagnoser på ens "tilstand" , som jeg hellere vil kalde årsag og virkning. Så det jeg prøver at sige er at jeg hele tiden prøve at "mærke" hvad den her krop jeg har fået fortæller mig og tilpasse mig derefter, men så bliver begrænset hele tiden, fordi jeg skal prøve at forklare hvad jeg mærker og oplever INDEN i mig, så en læge eller sagsbehandler kan forstå det. og det er rimeligt svært synes jeg, for de fatter bare ikke det sprog jeg snakker.
Jeg anfægter ikke den vestlige viden om kroppen, men den er i min verden bare ret begrænset. Her er en krop. Det er min krop og min krop er syg, tag en pille, virker bare ikke for mig. Nu har jeg været i intens terapi i et par år, og jeg har lært og MÆRKET så meget om mig selv, at jeg efterhånden kender alle følelser i mig og jeg har oplevet dem og været i dem, og lært at acceptere dem som det de er, bevægelser der kommer og går, og jeg har mærket at fordi jeg er dårlig til at sige fra, opbygger der sig jævnligt vrede og sorg i mig, som min krop automatisk ryster fra sig ved at gå i spasmer og fordi jeg ikke tør at være mig selv og bare være fri, bliver jeg stiv i kroppen og i sindet, og gør min ryg svag.
Så de sidste par år har jeg mærket og mærket og mærket og mærket, jeg stoler på at det jeg mærker er korrekt, men når jeg så skal forklare dette til kommunen eller lægen, begynder jeg at sætte ord på alle de ting jeg mærker, og så er det jeg begynder at tænke, fordi ord nu engang er tanke, og så er det jeg kommer længere og væk fra kontakten til mig og det der sker inden i mig.
Men som i siger må jeg bare få set at komme til lægen og fortælle ham på en meget jordnær og vestlig måde, hvad jeg "fejler".
Men ved i hvad. Jeg har allermest bare lyst til at melde mig totalt ud af behandlersystemet og alt med kommunen, for det føles sku som om man bliver mere "syg" jo mere man bliver tvunget til at tage stilling til ord som post-traumatisk-stress syndrom, panikangst og depression.
Jeg må bare prøve at huske at jeg ikke er syg, men at jeg som menneske faktisk er helt som jeg skal være, med de prøvelser som jeg nu engang er blevet givet og efter bedste overbevisning prøver at lære af.
Desmond