Se enkelt indlæg
Gammel 19-06-2018, 08:02   #14
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.744
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Merudgifter ved forsørgelsen - tabt arbejdsfortjeneste - personkreds - operation

https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=202008

Principafgørelsen fastslår
Forældre, der forsørger et barn i hjemmet med nedsat funktionsevne, kan få dækket merudgifter ved forsørgelsen af barnet og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til pasning af barnet. Hjælpen er betinget af, at behovet for hjælp er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Retten til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste er også betinget af, at barnet har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk og langvarig lidelse.

Der kan først bevilges merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, når det er tilstrækkelig godtgjort, at barnet eller den unge har en indgribende lidelse eller betydelig funktionsnedsættelse, som er længerevarende.

Mulighed for operation eller medicinsk behandling

Forældrene til et barn med nedsat funktionsevne kan have ret til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, selvom det endnu ikke er afprøvet, om medicinsk behandling eller en operation kan afhjælpe følgerne af barnets funktionsnedsættelse.
Hvis der er udsigt til, at den medicinske behandling eller operationen inden for kortere tid kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen, kan det dog begrunde, at funktionsnedsættelsen ikke er betydelig eller lidelsen ikke er indgribende.

Risikoen for komplikationer og lidelser er ikke nok

Der skal konstateres en lidelse eller funktionsnedsættelse hos barnet, før det kan vurderes, om lidelsen er langvarig og indgribende. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at barnet efter operationen vil være i en særlig risikogruppe for at blive ramt af en lidelse. Det samme gælder, hvis der er risiko for komplikationer efter operationen.

Hjælp efter barselsloven

Hvis kommunen giver afslag på hjælp efter reglerne om dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, skal den vejlede om muligheden for, at Udbetaling Danmark bevilger hjælp til pasning af syge børn.
Kommunen skal i den forbindelse vejlede om, at forældre med alvorligt syge børn har ret til dagpenge, når barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 12 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det.

Praksisændring

Efter Ankestyrelsens langvarige praksis har forældre til børn med medfødte misdannelser haft ret til dækning af nødvendige merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en operation, selvom operationen kan fjerne misdannelsen.

Dette er ikke i overensstemmelse med den praksis, der er i forhold til medicinsk behandling. Efter Ankestyrelsens praksis kan et afslag på dækning af nødvendige merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste begrundes med, at medicinsk behandling inden for kortere tid kan afhjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen.

Når praksis nu ændres, sker det blandt af hensyn til at ensrette praksis, så vurderingen af, om en forælder er omfattet af den personkreds, der kan få dækket merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, er uafhængig af, om barnets lidelse behandles medicinsk eller ved et operativt indgreb. Den nye praksis er desuden i overensstemmelse med de oprindelige lovforarbejder til bestemmelserne om dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.
Praksisændringen har først virkning fra datoen for offentliggørelse. Det skyldes, at praksisændringen medfører, at personkredsen for dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste indskrænkes.

Praksisændringen omfatter kun nye personkredsvurderinger

Hvis forældrene før operation har haft ret til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, kan kommunen ikke træffe afgørelse om ophør af merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste før efter operationen.
Merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste er løbende ydelser, som modtagerne bevarer retten til, indtil kommunen træffer afgørelse om, at betingelserne for hjælp ikke længere er opfyldt. Denne afgørelse skal træffes ud fra forholdene på afgørelsestidspunktet.

Kommunen kan følge op på bevillingen af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter operationen.

I den konkrete sag havde forældrene ikke ret til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med sønnens hjerteoperation. Det skyldtes, at operationen ville medføre, at hjertelidelsen efter mellem fire og tolv uger, ikke længere var indgribende.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare hvornår der kan bevilges dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, når en operation medfører, at forældrene efter indgrebet ikke længere er omfattet af personkredsen for dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven.

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat