Razmo, vi kan overhovedet ikke være uenige.
Og det både hvad angår den urimeligt lange sagsbehandling som mange af os (måske de fleste) er udsat for, og det faktum, at der er en grund til at vi gør som vi gør, uanset om det er sambo fra Afrika som stjæler et franskbrød, eller lakrids som lyver for at lette vejen til fp.
Men vi er i forvejen udsat for en behandling i systemet, som oftest kører ud fra devisen "går den, så går den", og en masse mistro og mistænkeliggørelse.
Og jeg kan da godt frygte, at den blot vil blive endnu værre, hvis det kommer frem "sort på hvidt" at nogen direkte lyver for at opnå fp.
Jeg afviser ikke, at lakrids kan være fuldt berettiget til fp, og at hun ene og alene har gjort det for at bane vejen.
Men når lakrids kan gøre det, så kan en person, som IKKE er berettiget til fp også gøre det.
Hvor går grænsen for, hvem der skal "have lov til" at lyve sig til en fp?
Der kan da meget vel være mennesker, som selv mener, at de er berettiget til fp, men som reelt ikke er det, skal de "have lov til" at lyve sig til den?
Jeg mener helt klart, at der er forskel på, om man direkte lyver, eller om man ikke ligefrem trækker den ene dag i ugen/måneden frem, hvor man har det bedst, når man skal beskrive sin situation.