Se enkelt indlæg
Gammel 23-05-2022, 21:27   #78
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.753
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Statsministeriet har fortsat udfordringer med sagsbehandlingstiden i aktindsigtssager

https://www.ombudsmanden.dk/find/nyh...nger/#cp-title

Folketingets Ombudsmand har fulgt udviklingen i Statsministeriets sagsbehandlingstider i sager om aktindsigt.

En redegørelse fra Statsministeriet om sagsbehandlingstiden i 2021 og starten af 2022 viser, at ministeriet fortsat har haft store udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfristerne i bl.a. offentlighedsloven. Over de seneste år har der således været et væsentligt fald i andelen af sager efter offentlighedsloven, der er færdigbehandlet inden for 7 arbejdsdage, mens andelen af sager, der er afsluttet efter mere end 40 arbejdsdage, er steget betydeligt.

Statsministeriet har iværksat personalemæssige tiltag og arbejder på at bringe sagsbehandlingstiderne ned. Således er antallet af verserende sager nedbragt fra 70 sager i februar 2021 til 31 sager i april 2022, og ministeriet har afsluttet de ældste aktindsigtssager. Samtidig har ministeriet i 2021 afsluttet flere sager, end ministeriet har modtaget, og langt flere end de foregående år. Siden oktober 2021 har Statsministeriet kunnet følge med sagsindtaget.

Mange aktindsigtsanmodninger efter SMS-sagen

Ministeriet modtog i 4. kvartal 2021 et stort antal aktindsigtsanmodninger, hvilket udfordrede ministeriets tidligere målsætninger for området og trak sagsbehandlingstiderne i den forkerte retning.

Det er ministeriets målsætning at nedbringe sagsbehandlingstiden yderligere i den kommende tid, og ministeriet vil nøje følge udviklingen, så der om nødvendigt kan iværksættes nye tiltag på området.

”Jeg kan konstatere, at Statsministeriet har oprustet sine ressourcer på området og arbejder på at nedbringe sagsbehandlingstiderne, men ministeriet er stadig ikke i mål. Derfor vil jeg fortsat følge udviklingen i Statsministeriets behandling af aktindsigtsanmodninger,” siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Ombudsmanden har bedt Statsministeriet om en ny status for behandlingen af aktindsigtssager efter 3. kvartal 2022.

Læs ombudsmandens udtalelse af 23. maj 2022 til Statsministeriet her.

Læs nyhed af 27. april 2021 her.



Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12



FAKTA

OFFENTLIGHEDSLOVENS REGLER

Af offentlighedsloven fremgår følgende om sagsbehandlingstiden, når der anmodes om aktindsigt:
”Vedkommende myndighed m.v. afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes. En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre dette på grund af f.eks. sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. (...)”
Det følger af forarbejderne til loven, at de mest omfattende eller komplicerede sager skal tilstræbes at være færdigbehandlet inden for 40 arbejdsdage.
MILJØOPLYSNINGSLOVENS REGLER

I miljøoplysningsloven er der fastsat følgende frister for sagsbehandlingstiden, når der anmodes om aktindsigt:
”Sager om aktindsigt skal under hensyntagen til en eventuel tidsfrist, som anføres af den, der har fremsat anmodningen, afgøres hurtigst muligt og senest 1 måned efter modtagelsen af anmodningen eller, hvis sagens omfang og komplekse karakter er af en sådan art, at fristen på 1 måned ikke kan overholdes, senest 2 måneder efter modtagelsen. (…)”
EU-Domstolens dom i sag C-186/04, Housieaux, fastslår, at der i forhold til 2-månedersfristen er tale om en ubetinget sagsbehandlingsfrist.


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat