[Thomas1981]

Puha, det er som at spole tiden tilbage til Jan. 2008, at læse om hvordan du har det.

Men lyt endelig efter hvordan du har det indeni, i forhold til din arbejdsplads. Måske du ikke tænker det med ord, men mavefornemmelsen mærker du nok. Hvis du har den dødsangst for at skulle tilbage, ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Så sig det endelig til din sagsbehandler, at det er sådan du har det.

Jeg spildte unødig tid, på et papirsklip om at skulle vende tilbage.
Fra dag 1. skulle samarbejdet med min gamle arbejdsgiver have været afbrudt. For jeg begyndte først at få ro i hovedet da det skete, og stressen begyndte at ebbe ud.

Idag har jeg tinnitus (susen for ørene) som følge af at have stresset i så lang tid. Jeg bemærker det når jeg er træt eller stresset. Så er det som om det bliver skruet op.

Psykiater vil jeg også sige er en rigtig god ting. Det kan være at dit stress og efterfølgende depression, har rødder i en konkret psykisk lidelse?

Det var korsagt hvad der skete for mig. Jeg fik konstateret at jeg er bipolar. Og får så også lamotrigin for at stemningsbalancere.

Cipralex fik jeg også, uden nogen virkning. Og det var inden jeg var udredt til at være bipolar. Jeg skal aldrig eksperimentere med antideressiv igen, da jeg fik bivirkninger, men ellers ikke andet.

Nu ved jeg ikke hvor længe du har fået dit antidepressive, og jeg skal heller ikke kloge mig på andres vejne, i forhold til medicin.
Man har nok at tænke på som stressramt.

Jeg havde lidt skubbet i glemmebogen hvilket helvede det egentlig var jeg røg ned i. Indtil jeg læste din tråd.
Jeg kan så meget følge dig, i ikke at kunne overskue at vende tilbage til sin arbejdsplads. Det bliver man tudet ørene fulde af er sundt, osv.

Jeg måtte have mine forældre til at være mellemled under min sygdom. Min gamle arbejdsplads stod på hovedet, for at gøre hvad de kunne. Jeg var til samtale, hvor vi aftalte jeg kunne vende tilbage, på nogle skånevilkår.

Men jeg vidste godt, at jeg aldrig ville møde op. Om aftalen så havde været 1 time om dagen, til. 100.000 kr. i md. Jeg benægtede bare overfor mig selv, og sagde det som alle andre gerne ville høre.

Det var en stor lettelse senere, da jeg ikke mødte op. At jeg så fik lukket døren helt dertil. Og kom fra sygedagpenge til kontanthjælp. Hvor presset for at blive rask en eller anden dato forsvandt... Økonomisk var det også en lille fordel. Jeg var nemlig i lære, så sygedagpenge af en lærlingeløn, var mindre end KH.

Derfra gik det langsomt bedre, og den dag idag er jeg medicinsk udredt, pensionist, og har aldrig været gladere for livet...