Hej WTD
Har siddet og læst alle indlæg i den her tråd. Hvor er det dejligt at se alle de godt råd og jeg kan mærke, hvor meget I alle støtter op om hinanden - SKØNT!
Jeg har sådan lyst til at bidrage lidt, og fortælle om mine erfaringer.
Min diagnose er den samme som din. Jeg er pædagog, og har tit haft folk i aktivering/jobtræning mv. i mit tidligere job. Dengang tænkte jeg aldrig på, hvad de fejlede, hvilke skånehensyn de havde osv. Vi på stuen fik bare at vide, at nu kom den og den person, som skulle arbejde så og så meget. Lederen, som var den der havde samtaler med vedkommende og jobkonsulent, fortalte aldrig, hvad vedkommende fejlede, eller hvilke skånehensyn der var. Personen i aktivering blev bare sat til at arbejde - tit der, hvor vi manglede personale. Vi spurgte også nogle gange, om hun kunne arbejde længere.... tænk, hvor forfærdeligt!
Vi vidste bare ikke bedre.
I dag er jeg på den anden side af bordet. Da jeg startede i min første jobprøvning, vidste jeg med mig selv, at sådan ville jeg ikke selv kunne klare at arbejde. Det ville køre mig helt ned.
Tidligere var jeg fuld af initiativ og gå på mod, elskede at være spontan osv. Nu var jeg bare slet ikke sådan mere. Jeg har arbejdet en del med børn med ADHD, og én af de ting de har godt af, er forudsigelighed. De kan bedst leve i en hverdag, hvor alt er det samme, hvor der ikke sker spontane ting. De skal møde på samme tid, og hentes på samme tid osv. Selvom jeg ikke har ADHD, kunne jeg se, at det var præcis det samme jeg havde brug for.
Altså var det første jeg ønskede af skånehensyn, at jeg skulle møde på samme tid hver dag, gå hjem på samme tid, at jeg ikke skulle indgå i normeringen, og at de ikke måtte bruge mig som vikar. Havde jeg ikke fortalt dem det, ville de jo heller ikke vide det. De tog altid hensyn til det.
Tror det er vigtigt, at du sætter dig og skriver ned, hvordan du gerne vil have, din arbejdsprøvning skal være. Skriv, hvordan du tror du kan få et tåleligt liv, hvor du både kan fungere på job, men også hjemme. Er det måske 3 timer 4 gange om ugen eller 3 timer 5 gange om ugen? Måske mindre? Det er med at finde ballancen. Kun du ved, hvad der er godt for dig.
Jeg kan godt forstå du føler dig udnyttet på din arbejdsplads. Selvfælgelig skal du ALTID have mulighed for at kunne gå hjem, og derfor skal du ikke være en del af arbejdsplanen. SIG DET TIL DEM, eller sig det til sagsbehandleren. Egentlig synes jeg din sagsbehandler skulle sige det, han/hun er der for dig.
En anden ting, der var en hjælp for mig var, at jeg bad min kontaktperson om at sige til alle medarbejdere, at jeg havde de og de problemer, og fortælle dem om mine skånebehov. De overskred aldrig mine grænser. Jeg har helt sikkert selv, i mit tidligere arbejde overskredet folks grænser mht. jobtræning, men jeg havde bare ikke fået nogen som helst information om vedkommende. Og jeg tænkte ikke på, at de sikkert ikke turde fortælle om dem selv.
Det er helt okay at græde
Det siger noget om, hvordan du har det - og det er ingen skam. De perioder jeg havde det dårligt psykisk, var jeg nødt til at blive hjemme. Det havde jeg også fortalt i starten af min arbejdsprøvning. De dage kunne jeg så tanke op, for at komme friskere tilbage et par dage efter. Det var et skånebehov de var nødt til at tage til efterretning. De fleste ved ikke noget om at have psykiske problemer, og regner næsten med, man kan alt, for man kan jo ikke se på dig, hvad der foregår inden i dig
Også derfor er det så vigtigt at sige det højt!!!
Når du allerede nu kan mærke, at en øgning af arbejdstid er for meget for dig, skal du sige fra overfor din jobkonsulent/sagsbehandler. Sig også fra, hvis du på nuværende tidspunkt har for mange timer. Det kan da godt være, du en gang kan arbejde flere timer, men HVORNÅR er der ingen regler for. Jeg startede med 3 timer to gange om ugen, senere 3 timer 3 gange om ugen, og til sidst 3 timer 4 gange om ugen. Mere kunne jeg ikke, hvis jeg også skulle kunne eksistere på nogenlunde normal vis. Det har ikke været muligt efter et år at øge timetallet.
I andre som har kommenteret mht. at sygemelde sig, ved sikkert en hel masse om, hvad det betyder for ens sag på længere sigt. Det ved jeg ikke noget om, men jeg tror bare man må lytte til sig selv - kan jeg tage afsted idag? kan jeg klare det? Hvad er det der gør, at jeg ikke kan tage afsted? Skriv ned! Vær tro imod dig selv! Ens sygdom kan bl.a. give sig udslag i, at man ikke kan være stabil. Selvom man gerne ville
At blive presset kan forværre en psykisk sygdom. Anerkendelse kan forbedre
Det blev lidt af en "afhandling"
Håber du kan bruge bare lidt af det
Anne