Citat:
Oprindeligt indsendt af Ingrid
Dèt har du mere end 200 % ret i, men det kan være nødvendigt - systemet er ikke logik, og efter min mening er det også alt for firkantet. Hele tiden er det enten/eller, sjældent en gylden middelvej.
Man skal ikke lyve eller gøre sig dårligere end man er, hvilket jeg også tror er svært - og det er bestemt ikke den vej jeg har gået.
Men helt fra starten, uanset hvad mine speciallægepapirer sagde, så kunne intet åbenbart, forståes eller anerkendes, medmindre jeg f.x søgte hjælpemidler og senere en § 100 også - begge dele blev omgående bevilget, uden så meget som et grynt fra min kommune. Hold da op, en forskel, en modbydelig jobkonsulent med egne ideer om hvad funktionsevne f.x var - hos ham eksisterer ikke, f.x forståelse for, at jeg tilhører en generation der ikke gerne modtager noget som helst fra det offentlige, det var slemt nok med sygedagpenge og senere et pensionsforløb.
Men de ting, var noget jeg følte mig nødsaget til at søge, for simpelthen at blive taget alvorlig, det var også min soleklare ret, ifølge gældende lovgivning.
Kors, jeg var længe om at vænne mig til min rollator - i dag er den min bedste ven, men ret så pinlig at gå med i starten - jeg syntes jo nok at alene min vilje til at VILLE var nok, om så også jeg skulle kravle, var det mit eget problem.
Men no no - sådan fungerer det ikke - kan en rollator bringe dig nærmere arbejdsmarkedet, fordi du ikke bruger AL din energi på bare, at få krabbet dig afsted sååå. Kan en specialdims lette så meget, at det ligefrem modvirker smerter, så kan det også påvirke din arbejdsevne positivt sååå.
Ikke på vilkår om jeg vil tale med min kommune om enkelte gode dage, eller om de dage jeg sprænger alle grænser og alligevel gør de små ting, de ting der "koster" men kan give uendelig stor glæde social og personligt - "DE" fatter det simpelthen ikke - hele systemet virker, på mig, som om, at enten er det sort eller også hvidt.
Jeg tog et valg, jeg omgik mine egne principper, jeg bøjede af - og jeg fik min pension.
Løjet har jeg ikke, ej heller gjort mig dårligere - jeg ville ha`min kommune nøjagtig forholdt sig til mig, min sag, mine sygdomme - nøjagtig som de var.
Bevisbyrden var min, sådan følels det for mig.
Sakset fra allersidste lægeskøn som lå til grund for min pensionsbevilling.
Som diagnoser.
Fibromyalgi - kronisk muskellidelse
Deg. Disci.Interv. Lumb. C spondylosis - Afsmalning af flere bruskskiver i lænden med slidgigtforandringer.
Scoliose - Rotations.
Sheuermann - 4 ryghvirvler.
Distorsio col. Cerv. Seq - følger efter forstuvning af halshvirvelsøjlen (følger efter whiplashtraume)
Middelsvær KOL.
Svær gigt i mindst 10 fingerled.
Depression mentis l gr. - lettere depression.
Disordi anxiosus - panikangst.
Så joo, man skal nærmest have hovedet under armen. Hvad jeg dog ikke har haft af uanede arbejdsevner, i systemet.
|
Og alene bare det at vi skal vænne os til at gå med en rollator, skyder argumentet: den kan enhver købe for 500 kr. i Harald Nyborg.. totalt ned.
Der findes altså ikke normale mobile mennesker, der frivilligt tuller rundt med rollator.
Men dag 3 gik og jeg nægtede at sidde på en stor Pilates bold og klappe kage i 10 min., og på spørgsmålet om, hvornår jeg sidst havde leget med en bold, var mit svar: Da jeg var 4 år.
Jeg var på køkkenholdet i dag, 2 personer ( jeg den ene) gik i Fakta for at handle og i det køkken var der 5 mennesker, der skulle lave discountkyllingoverlår ( frosne), lidt salat og flutes til 12 personer.
Vi falder over hinanden.
Ud af 3 timer var jeg aktiv de 20 min. vi var i Fakta.
Ergo, spildtid på 2 timer og 40 min.
For første gang i LANG tid måtte jeg tage smertestillende, da jeg kom hjem, mine ben, lænd og hofte holder slet ikke til at være så inaktiv og bare sidde på en stol og glo ud i luften.
Jeg er KUN placeret der for at kommunen kan hæve refusion, jeg bliver ikke arbejdsmarkedsparat ved at gå i Fakta.