Citat:
Oprindeligt indsendt af Connie
Angående signalværdi.
Et eller andet sted er det skræmmende, at man som borger ikke kan tillade sig at være ærlig omkring sin situation uden det kan betyde, at man samtidig mistænkeliggør sig selv.
Det er uhyggeligt, at man faktisk opfordres til at lyve om sin situation - og endnu mere uhyggeligt, at folk gør det. Så tror pokker, at det er så svært at opnå forståelse i systemet.
Som det er nu, skal hovedet næsten være skilt fra kroppen før man kan opnå pension og selvom jeg synes der er meget fornuft i at snakke om ressourcer og at ressourcer altid skal udnyttes, så kan ressourcer ikke altid oversættes til arbejdsevne.
Hvis en erkendelse af det betyder, at man bliver nødt til at lade som om man fysisk, psykisk og socialt er helt til rotterne for at opnå pension, så er systemet en smule mere råddent end jeg turde forestille mig.
Signalværdi - rend og hop. Jeg nægter simpelthen at lukke ned for den smule livskvalitet jeg har. Min funktionsevne kan aflæses i mine papirer, og det er da det, der skal vurderes ud fra.
Det er noget af et skråplan det andet, synes jeg.
|
Dèt har du mere end 200 % ret i, men det kan være nødvendigt - systemet er ikke logik, og efter min mening er det også alt for firkantet. Hele tiden er det enten/eller, sjældent en gylden middelvej.
Man skal ikke lyve eller gøre sig dårligere end man er, hvilket jeg også tror er svært - og det er bestemt ikke den vej jeg har gået.
Men helt fra starten, uanset hvad mine speciallægepapirer sagde, så kunne intet åbenbart, forståes eller anerkendes, medmindre jeg f.x søgte hjælpemidler og senere en § 100 også - begge dele blev omgående bevilget, uden så meget som et grynt fra min kommune. Hold da op, en forskel, en modbydelig jobkonsulent med egne ideer om hvad funktionsevne f.x var - hos ham eksisterer ikke, f.x forståelse for, at jeg tilhører en generation der ikke gerne modtager noget som helst fra det offentlige, det var slemt nok med sygedagpenge og senere et pensionsforløb.
Men de ting, var noget jeg følte mig nødsaget til at søge, for simpelthen at blive taget alvorlig, det var også min soleklare ret, ifølge gældende lovgivning.
Kors, jeg var længe om at vænne mig til min rollator - i dag er den min bedste ven, men ret så pinlig at gå med i starten - jeg syntes jo nok at alene min vilje til at VILLE var nok, om så også jeg skulle kravle, var det mit eget problem.
Men no no - sådan fungerer det ikke - kan en rollator bringe dig nærmere arbejdsmarkedet, fordi du ikke bruger AL din energi på bare, at få krabbet dig afsted sååå. Kan en specialdims lette så meget, at det ligefrem modvirker smerter, så kan det også påvirke din arbejdsevne positivt sååå.
Ikke på vilkår om jeg vil tale med min kommune om enkelte gode dage, eller om de dage jeg sprænger alle grænser og alligevel gør de små ting, de ting der "koster" men kan give uendelig stor glæde social og personligt - "DE" fatter det simpelthen ikke - hele systemet virker, på mig, som om, at enten er det sort eller også hvidt.
Jeg tog et valg, jeg omgik mine egne principper, jeg bøjede af - og jeg fik min pension.
Løjet har jeg ikke, ej heller gjort mig dårligere - jeg ville ha`min kommune nøjagtig forholdt sig til mig, min sag, mine sygdomme - nøjagtig som de var.
Bevisbyrden var min, sådan følels det for mig.
Sakset fra allersidste lægeskøn som lå til grund for min pensionsbevilling.
Som diagnoser.
Fibromyalgi - kronisk muskellidelse
Deg. Disci.Interv. Lumb. C spondylosis - Afsmalning af flere bruskskiver i lænden med slidgigtforandringer.
Scoliose - Rotations.
Sheuermann - 4 ryghvirvler.
Distorsio col. Cerv. Seq - følger efter forstuvning af halshvirvelsøjlen (følger efter whiplashtraume)
Middelsvær KOL.
Svær gigt i mindst 10 fingerled.
Depression mentis l gr. - lettere depression.
Disordi anxiosus - panikangst.
Så joo, man skal nærmest have hovedet under armen. Hvad jeg dog ikke har haft af uanede arbejdsevner, i systemet.