[Experimental]

Jeg vil lige fortsætte lidt .. og komme rundt om de besvarelser der har været i den tråd her. Grunden til at jeg gav en halv advarsel i begyndelsen af mit oprindelige indlæg var at jeg berører et andet og meget følsomt emne i vores samfund: Løgnene. Det er såvidt noget alle gør, nogen er utro, nogen snyder lidt i skat, nogen finder en smart fidus at sælge sand i sahara på og nogen si'r de er jagerpiloter på diskoteket for at få hende den halvhotte med hjem. Hvorfor skal man så være ærlig overfor nogen om noget der ikke er til ens fordel, men nærmere at give sig selv en lussing og være sikker på man er ude i kulden?

Det mener jeg virkeligt ofte det er, at fortælle sandheden om ens forsørgelsesgrundlag hvis det er en førtidspension eller lign - fordi det leder til andre, og meget, meget personlige spørgsmål der egentligt ikke vedkommer 'fremmede' i ens liv. Derfor jeg argumenterer for at løgnen egentligt er bedre. Nu var min situation med at flytte til et helt fremmed sted også lidt unik fordi det gav muligheden for at skabe en helt ny identitet. Der var jo ingen der kendte mig og jeg fortalte ikke forskellige historier. Alle fik den samme så de kunne bekræfte hinanden og ingen vidste eller fandt ud af at jeg havde en førtidspension i de to år jeg var bosat derovre.

Der var en der nævnte at den løgn jeg havde opstillet gjorde at det egentligt ikke var mig de kunne lide. Jeg ser slet ikke sådan på det. Fordi jeg er virkeligt ikke mit arbejde eller min indkomst. Jeg er bare den jeg er. Nogen mennesker kan man ikke lide, og andre kan ikke lide en - sådan har det altid været, men jeg har også været sikker på at det reelt var mig de ikke kunne lide som person. Hvilket er fair nok. Det er ikke fair at nogen ikke kan lide mig på grund af den situation jeg er endt i, og som jeg egentligt heller ikke vil have at de på nogen måder skal tage ansvar for eller være en del af. Så jeg kan endda gå så vidt at argumentere for at løgnen på den måde er et hensyn til dem også.

Jeg synes diskussionen har udviklet sig ret interessant, og en af de mere spændende vinkler er som en anden nævnte .. hvorfor man skal skabe en eller anden forståelse ved at være ærlig som udgangspunkt? Det er bedre at få det ind af bagdøren, og vise disse 'andre' at man faktisk er et dejligt, og ret okay menneske før de finder ud af at man - ligesom dem - også har noget at kæmpe med her i livet. Alle har faktisk problemer, om det er med økonomien, kæresten, jobbet, vennerne eller uddannelsen... men det er noget af det sidste vi snakker om, og det er måske netop som det skal være fordi det er så personligt?

Det var lige hurtigt skrevet.. jeg lurer videre :-)