Syn's her er rigtig mange gode og spændende bud på, hvordan I tackler det på.
Det ER jo desværre rigtigt, at fordomme florerer og tidens strømmninger har ikke ligefrem været medvirkende til social forståelse, accept og respekt for lidelser, fysiske som psykiske.
Jeg tror, det også afhænger af 'hvor man selv er henne' i sit liv og situation.
Hvor meget man magter og har lyst til at stå frem, hvornår og til hvem eller hvor mange.
For mig handler det nogen gange og som andre af Jer har været inde på, ' at stikke en finger i jorden'.
Hvis jeg på forhånd kan fornemme, at jeg vil blive mødt med fordomme, mistænkeliggørelse og 0 forståelse, kan jeg ikke se nogen grund til at udsætte mig selv for det...
Hvis jeg til gengæld mærker en ægte interesse og afhængig af forhold og tillid, står jeg frem.
Der var tale om meget drastige nedskærninger overfor både fysisk og udsatte voksne i min kommune.
Ikke mange der har lyst til at stå frem i en debat, da man jo er sårbar som 'udsat'.
Jeg gjorde det og fortryder det slet ikke, for jeg synes, at det er vigtigt, at nogen tør og orker, at prøve på, at nedbryde barrierer og fordomme.
Dog. Jeg kan have dage, hvor jeg ikke er til noget som helst og da skilter jeg ikke med min psykiske lidelse - vel en okay slags form for egenomsorg.
Der er jo også forskel på at sige: 'jeg er førtidspensionist'. Tydeligt, med klar stemme.
End hvis man nærmest hvisker det og dermed måske selv gør det til noget 'mistænkeligt' (måske fordi man har mødt den tvivl).
Tror, det ofte handler om de signaler man selv udsender både bevidst og ubevidst.
Fortsat God Påske
