Jeg er HELT ny på siden her. Så - hej.
Jeg har socialfobi, angst og (svær) depression - jeg går ret tit med selvmordstanker, har forsøgt selvmord 2 gange (aldrig været indlagt) og er med jævne mellemrum 'cutter'.
Pt. studerer jeg til pædagog men må nok acceptere, at 1) er jeg nok ikke lige den rette støbning til det pga. min psyke og 2) har jeg svært ved at følge med fordi jeg simpelthen ikke har overskud til at læse lektier eller følge ordentligt med.
Jeg siger aldrig noget i timerne men har dog et par stykker jeg har det godt med i klassen.
Er forøvrigt 26 år.
Sidste år i november gik jeg ned med stress/depression og blev sygemeldt hvorefter jeg efter eget initiativ søgte ind på pædagoguddannelsen. Under 1. praktik blev jeg også spurgt af min vejleder om det nu også var sikkert, at det var dette jeg ville? Det falder mig ikke naturligt at smalltalke og sådan.
Da jeg var oppe ved lægen sidst, hvor jeg snakkede om selvmord, ville de have indlagt mig, hvor jeg venligt afslog, men istedet blev sendt videre til distriktspsykiatrien.
For et par år siden arbejdede jeg i en bistro, hvor min stress blev så slem at jeg hørte stemmer (der sagde at jeg skulle dø) og derefter fik antipsykotisk medicin. Disse stemmer hører jeg udelukkende når jeg har meget slem stress.
Det er et pres ikke at vide hvad man skal med livet. Jeg har ingen livsglæde, jeg aner ikke, om/hvilket job jeg vil kunne magte. Den mindste kritik eller lignende, så er jeg lille som en mus.
Det ville bare være sådan en utrolig lettelse for mig hvis jeg kunne få tid til at 'pleje mig selv' i stedet for at skulle se fremad hele tiden.
Det er ikke fordi jeg vil til at søge fp nu - men jeg vil gerne have nogle råd til alt mit bøvl. Skal jeg stoppe uddannelsen? Op til lægen? Sygemeldes? Jeg har været på kontanthjælp tidligere og det er ikke sjovt, som I nok ved. Min søster er sygemeldt på 3. år pga. cirka samme årsager som mig.
Jeg kan bare slet ikke se en rød tråd i mit liv - den eneste drøm jeg nogensinde har haft var at kunne betale mine regninger og have et par børn (som jeg ikke har endnu)... hvorfor skal det være så svært at indfri sådanne 'nemme' drømme?
Undskyld hvis indlægget er rodet eller hvis det ikke giver mening - spørg hvis I har uddybende spørgsmål...
