Dette indlæg er ikke ment som nogen provokation, jeg ønsker ikke at træde nogen over tæerne, selv om det godt kan se sådan ud. Jeg vil ikke undskylde, det er vi blevet enige om at lade være med
, men jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ikke er ude med riven, hvis I forstår… Det er en af mine generelle betragtninger, og så kan man tænke om det, hvad man vil – der er frit slaw på alle hylder, men jeg håber, at det opfattes som et oplæg til en god og interessant debat
Der er forskel på mænd og kvinder. Mere end bare ”den lille forskel”. Hvis vi forestiller os et helt konkret problem, der skal løses, hvordan griber mænd og kvinder det så an?
Kvinder taler meget om det, føler meget om det, vender og drejer problemet i en uendelighed, drøfter det med alle i omkredsen, før hun tager en beslutning om at snakke sig til rette eller finder en måde, hvorpå hun kan leve med tingenes tilstand. Denne proces tager en hulens bunke tid og kræfter for hende.
Mænd taler ikke så meget om det. De prøver at gøre noget ved det. Hvis det ikke virker, prøver de noget andet. Det tager ikke så lang tid.
Der er selvfølgelig forskel, for der
er mænd, der ikke er så handlekraftige, og der
er kvinder, som er jerngo’e til at banke i bordet. Nogle gange skal der handling på, andre gange kan en snak gøre det. Betragtningen er generel.
Hvis vi så tilføjer et fag. Sygeplejerske. Hvad sker der så? Så finder vi ud af, at 9 ud af 10 sygeplejersker er kvinder. Hvorfor? Fordi kvinder har et omsorgsgen, der sommetider går i selvsving. Kvinder har en naturlig trang/lyst/evne til at hjælpe andre. Bløde værdier og alt det der. Mændene har den også, tag ikke fejl, den er måske bare ikke så udtalt.
Hvis nu vi er så heldige at finde både en mandlig og en kvindelig sygeplejerske på samme afdeling og dermed har den samme chef. Denne chef har fået ordre fra højere sted om at korte pauserne ned, tilføje flere patienter til hver sygeplejerske og desuden skære i lønnen. Hvad vil der så ske? Der er snak i personalestuen om dårlige arbejdsvilkår, dårlige vilkår for patienterne osv. Hvordan vil vores to sygeplejersker tackle situationen?
Min teori går på, at:
manden vil forsøge at få resten af personalet med på at lavet et modtræk. Lave en samlet klage, få fagforeningen på banen for at få ændret tingene til det bedre for alle parter. I yderste konsekvens opildne til strejke.
Kvinden vil snakke med kollegerne, udtrykke en masse frustration, fordi hun skal løbe hurtigere for at nå det hele, vel vidende, at hun ikke kan. Hun løber alligevel stærkere end hun kan holde til, og er stresset. Hun taler med de andre om, at det er for dårligt, men det er jo nok sådan. Hun prøver at få alle ender til at nå sammen og plejer patienterne, så godt hun kan, selv om hun godt kan se, at omsorgen er mangelfuld.
Det er blot en teori, men det der er lavet undersøgelser, der konkluderer, at kvinder er mere konfliktsky end mænd. Igen findes der undtagelser, men den generelle situation ser sådan ud. Jeg siger ikke, at de to løsningsforslag er forkerte eller rigtige. Jeg siger, at det er sådan, jeg oplever dem.
Spørgsmål:
Hvis vi nu bytter vores to sygeplejersker ud med to sagsbehandlere. En mand og en kvinde. Stiller dem overfor en chef, som giver ordre om at foretage de i en anden tråd nævnte lovbrud, hvordan vil vores to sagsbehandlere tackle situationen?
Kom frisk med et bud