Jeg er efter rigtig mange år med psykiske problemer, efterhånden ved at nå dertil, at jeg ikke selv tror på at jeg blir i stand til at varetage et job. Jeg har de sidste to år håbet på at flexjob var vejen frem, men må erkende, at ikke engang det virker realistisk mere.
Det er så der JEG er nået til.
Kommunen er (selvfølgelig) slet ikke der i nærheden. Næhh "nu skal vi bare finde dine andre sider frem, alle har jo masser af skjulte ressourcer, så dem skal vi ha aktiveret, og så skal du se, så skal det nok gå alt sammen..... hvad siger du? kan du kun få dig slæbt ud af døren max 1-2 gange om ugen hvis det VIRKELIG brænder på?..... jamen så får vi da bare en fra socialcentret til at komme og hive dig op og afsted.... no problem"
DET blir godtnok ydmygende..... og hvad svarer man når hun siger: hvorfor er det du ikke kommer afsted?.....
Ja som det måske kan høres, har jeg været til samtale idag.
Jeg er af min egen læge henvist til lokalpsykiatrien, som så gerne skulle kunne hjælpe med at få mig udredt og diagnosticeret. Jeg har en lang historie af psykiske problemer, og tror faktisk at jeg nu er blevet "slidt ned" psykisk.
Sagsbehandleren snakkede længe om at man jo skulle aktiveres og at nu skulle jeg jo videre, så vi endte med at jeg skal starte på et reva-center, i 3 måneder "og derefter kan du jo komme i virksomhedspraktik".... hmm....
Nå men til mit spørgsmål:
HVORNÅR præcis siger man det højt overfor dem.... at man simpelthen ikke tror på det mere, og at man ønsker at arbejde henimod en førtidspension så man kan få RO!!
Jeg vil æde min gamle hat på at havde jeg nævnt FP idag, havde hun himlet op om alle mine ressoucer.
idag var også første gang jeg fik tårer i øjnene på sådan et kontor
