[Maro]

Hej med jer

Jeg er ny bruger her på K10. Jeg fandt frem til siden, da jeg sad og googlede efter, hvordan man klager over en sagsbehandler og fandt et par fornuftige svar her, så nu vil jeg prøve, om i, der selv har været/er en del af systemet som brugere, kan være mere behjælpelige, end systemet selv magter. Jeg krydser fingre...

Det hele drejer sig faktisk om min kæreste, som kom ud for en ulykke på sin praktikplads, mens hun var i lære som kok i 2004. Hun blev ganske simpelt udsat for psykisk terror af stedets indehavere og endte med at besvime af ren og skær stress midt i køkkenet, hvor hun knaldede hovedet ned i betongulvet for fuld kraft.
Siden den dag har hun lidt af daglig migræne, som varierer i styrke fra "forholdsvist almindelig" migræne, til meget voldsom migræne, til besvimelsesanfald af ren og skær smerte.
Hun forsøgte efter et stykke tid at tage en uddannelse som køkkenassistent i stedet, men måtte falde fra pga. smerterne. Hun har ikke været i arbejde eller uddannelse siden slutningen af 2004.

Efter en masse undersøgelser ved neurologer, MR-scanninger osv., kommer de frem til diagnosen "postcommotionelt syndrom" (følgeskader efter hjernerystelse) og Arbejdsskadestyrelsen fastsætter et varigt mén på 10% i 2005. Samme år bliver hun gravid med sin daværende kæreste og i 2006 får hun en søn.
Både før, under og efter graviditeten oplever hun pludselig at besvime uden varsel og der er mange komplikationer og megen angst forbundet med graviditeten pga. hendes helbred. Drengen kommer dog uskadt til verden.
Indtil for ca. et år siden blev hun stadig ved med at falde uden varsel, men har nu lært nogenlunde at mærke, hvornår det er på tide at sætte/lægge sig, inden skaden sker. I al den tid, hvor hun IKKE havde lært dette, har hun pådraget sig andre skader pga. de mange fald. En af årsagerne til de mange skader er (er det endelig gået op for en læge for nyligt, trods det faktum, at jeg har forsøgt at råbe utallige læger op i snart 2 år), at hun er ekstremt hypermobil. Hun har bl.a. pådraget sig en såkaldt springhofte, hvilket jeg OGSÅ har forsøgt at forkalre lægerne i snart 2 år, men som de først har konstateret for nyligt!

For at vende tilbage til sagen, så har hun nu været på kontanthjælp siden 2005 i henholdsvist Assens, Fredericia og Middelfart kommuner.
Da barslen er overstået og sagen har stået i stampe i et stykke tid, vælger Fredericia Kommune i 2006 at sende hende på Idrætsdaghøjskole, hvor det er meningen, de skal afklare, hvad hun kan rent fysisk. Her er bl.a. en fysioterapeut, som forsøger at hjælpe, men grundet de mange fald pga. hovedet, bliver hun ved med at pådrage sig nye skader.
Da postcommotionelt syndrom er en ret abstrakt størrelse og er svær (for ikke at sige næste umulig) at måle på, er hun selvfølgelig frustreret over, at ingen kan hjælpe hende af med hendes smerter og at hun i en alder af kun 22 år, står overfor muligvis at skulle affinde sig med aldrig at komme til at have et "normalt job". Som mange gør, når de er en del af det kommunale system, udvikler hun en depression.
Trods det faktum, at der ligger en diagnose og at man skulle mene, at kommunens tilbud med Idrætsdaghøjskolen jo gerne skulle være til for at hjælpe, så vælger hendes kontaktperson på skolen gang på gang at spæde til depressionen ved at drage tvivl om, hvorvidt hun i virkeligheden fejler noget og "om det ikke bare er noget psykisk". Hun går sågar så langt som til at skrive sine formodninger og antagelser i de officielle rapporter til kommunen og kommunen behandler nærmest de rapporter som om, de var skrevet af en psykolog eller psykiatrer og tager dem for gode varer. Det hjælper jo ikke ligefrem på depressionen, hvilket så bare styrker kontaktpersonens og dermed kommunens formodning om, at der er tale om en rent psykisk tilstand.

Hun kommer endelig væk fra Idrætsdaghøjskolen og får lov at komme i arbejdsprøvning i et supermarked. Her starter det fint med 4 timer om dagen, men allerede efter en uge, må hun tage sin første sygedag og det går kun ned ad bakke. Hun ender efter 4 mdr. med, at måtte sige stop. Kommunen mener imidlertid ikke, at de 4 mdr. giver nogen form for afklaring ift. hendes arbejdsevne (tilsyneladende gundet det lave timeantal) og dømmer mere eller mindre, at tiden har været spildt! I løbet af dette forløb er hun og den tidligere kæreste gået fra hinanden og jeg er kommet ind i billedet.

Vi ender med sammen at flytte til Middelfart i slutningen af 2008, hvor vi jo faktisk starter forfra. Fredericia Kommune fatter ikke et klap af noget som helst og vi gider ikke mere!

Nu har vi boet i Middelfart i snart 10 mdr. Indtil videre er der ikke blevet udarbejdet en ressourceprofil, der er ikke lagt nogen planer for, hvordan det videre forløb skal være og der er faktisk heller ikke fremsat nogen konkret plan for, hvad det præcist er, man vil opnå med, at hun kommer på det kreative værksted. Det virker som om, hun bare er blevet placeret der for, at de har styr på, hvor de har hende og at hun ikke får sine penge for ingenting.
De sidste mange måneder har hun været helt ødelagt efter de 3 daglige timer og har måtte sygemelde sig mange gange pga. både hoved og hofte.
Nu vil Middelfart Kommune sætte hende op til 5 timer om dagen med det grundlag, at de vil "forsøge at flytte fokus fra sygdomsfiksering og rette den mod arbejdsmarkedet".

Rygtet har gået i lidt over en måned, at ALLE kontanthjælpsmodtagere skal sættes op til 25 timer om ugen, men hun har aldrig fået noget konkret på skrift, der varslede om dette og der er aldrig blevet holdt et møde med sagsbehandleren om, at hun skulle sættes op i timer. Det var sågar hendes fagforening, der ringede hende op i sidste uge og fortalte hende, "at hun nok lige skulle få fat på sin sagsbehandler, for de kunne se, at hendes kontrakt med Kreativt Værksted udløb i indeværende uge og der ikke umiddelbart forelå nogen plan for, hvad der videre skulle ske".
Min kæreste ringer omgående til sin sagsbehandler for at høre, hvad der foregår og får beskeden: "Der ligger en ny kontrakt til dig derude, som du skal underskrive efter din ferie."
Da min kæreste spørger sagsbehandleren, om hun skal sættes op til 25 timer eller ej, får hun aldrig et entydigt svar, men da hun forklarer sagsbehandleren, at hun i forvejen har svært ved at klare de 15 timer og samtidigt komme hjem og tage sig af sin søn, fordi det udmatter hende så meget, melder sagsbehandleren klart ud: "Jamen hvis du ikke engang kan klare 3 timer om dagen, så må vi jo gå ind og kigge på, om du overhovedet kan tage varer på din søn!"
Min kæreste var så sur og ked af den udtalelse, at hun var helt nedslået i flere dage efter!

Da hun så mødte igen i mandags på Kreativt Værksted, ligger der ganske rigtigt en kontrakt til hende, som hun får udleveret med ordene: "Den her skal du lige skrive under." Hun spørger, hvad der sker, hvis hun ikke skriver den under og får det meget klare svar, at så tager de hendes kontanthjælp!
Den efterfølgende samtale med den ene af lederne på stedet hjælper heller ikke ligefrem på depressionen, da lederen begynder at komme med hentydninger til, at problemerne med skulderen, for hvilken vi afventede svar på en MR-scanning (fordi den til tider går af led og sidder helt forkert) "sikkert bare skyldtes noget psykisk"!
Vi har så fået svar i dag og det SKYLDES rent faktisk kombinationen af ekstrem hypermobilitet og de mange fald, så nu skal hun bare lukke r...n!!!

Vi er på herrens mark her! Hvad i alverden gør vi!?
Kommunens sagsbehandlere kommer med trusler, der er ingen, der tror på, at hun rent faktisk fejler noget som helst, lægerne er svære at få til at gøre deres job ordentligt og alle mulige underlige mennesker indenfor det sociale system kaster om sig med udtalelser, de slet ikke har kompetencer til, men som kommunen af uransaglige årsager alligevel vælger at lytte til!

Min kæreste VIL HELT VILDT GERNE UD AT LAVE NOGET!!! Hun vil IKKE ende på førtidspension! Men kommunen giver hende bare heller ikke tid til at få rettet op på de skader, der er sket, men lægger derimod pres på, der gør skaderne værre og hælder benzin på det famøse depressions-bål!

Jeg ved, det er en kæmpe smøre at sluge, men det måtte bare ud nu, inden jeg også ender med en depression og ikke længere har kræfterne til at støtte og hjælpe hende...

Hvor i alverden skal vi starte!? Er der nogen, der kan hjælpe?