....søger og finder identitet igennem eget og andres arbejde. Det er så dejligt nemt. For når man kan sætte en stillingsbetegnelse på folk, kan man henføre dem til en kategori, og placere dem på rangstigen i det danske samfund.
Arbejde er alt, og mennesket/livet noget sekundært.
Det allerlaveste trin på samfundets rangstige hedder "overførselsindkomster", på dette trin er der et hav af underbetegnelser, kontanthjælp (selv- eller uforskyldt), ledighedsydelse, starthjælp, sygedagpenge og førtidspension.
Desværre bliver alle på dette trin, på grund af rigtig mange menneskers uvidenhed og manglende forståelse, skåret over en kam. "Hvis du er på overførselsindkomst, så er det nok fordi du ikke gider arbejde og hellere vil nasse på samfundet, og bruge andres gode skattekroner på at gå og dovne den af derhjemme."
Jo tættere folk er på dette laveste trin på samfundets rangstige jo mindre forståelse finder man som regel, det vil sige blandt dem i lavtlønnede job der ikke kræver nogen uddannelse, hvor forskellen på indkomst mellem deres løn og den evt. "overførselsindkomst" ikke rigtig er noget at tale om. De har sværest ved at se hvorfor én der ikke arbejder, skal have "næsten" lige så meget som dem, der jo må knokle hver eneste dag, bare for at få økonomien og hverdagen til at hænge tåleligt sammen.
Os der er på en overførselsindkomst af den ene eller anden art, mangler ofte selvværd, vi har svært ved at akceptere vores situation, vi ville for de allerflestes vedkommende gerne kunne arbejde, tænk hvad vi kunne gøre med alle de dejlige penge hvis vi kunne klare et rigtigt job.
Hvis vi er syge kan der også godt gå flere år før vi akceptere de begrænsninger det giver os i vores hverdag. På grund af dette går vi nok ofte rundt som en stor undskyldning for os selv, og adsprugt om hvad vi laver, mumler vi stille "jeg er på førtidspension" mens vi kikker ned på vores hænder og undgår spørgerens blik.
Hvis vi vil have omgivelserne til at akceptere dette svar, og respektere os på trods af dette, så tror jeg at det er vigtigt at vi først lære at akceptere os selv, sådan som vi nu er, og da vi ikke kan diske op med en stillingsbetegnelse, må vi finde noget andet af værdi hos os selv som vi kan "imponere" omverdenen med.
Selvom jeg er syg og har været det i mange år, så har jeg stadig meget at byde på. Mine evner til at lytte, til at tale og skrive så det kan forstås.
Mine interesser, hvor min viden er noget jeg gerne deler ud af, en værdig debatpartner, etc.
Det tog mig mange år at komme så langt, men når først man når til dette punkt, så bliver man stærkere i forvisheden om at man er et ligeværdigt menneske, og at det ikke er indkomstgrundlaget der er afgørende.
Jeg lavede en øvelse igennem lang tid, som selvom det lyder åndet, rent faktisk hjælper, og jeg vil godt give rådet videre.
Uanset hvordan du føler omkring dig selv, så går man mindst tre gange om dagen ind på badeværelset, lukker døren, kikker sig i spejlet og siger højt til sit spejlbillede, "Jeg er et godt og smukt menneske, jeg har store værdier og erfaringer at dele med andre, jeg er interessant og dejlig". Dette gentager man tre gange, inden man sender sig selv et fingerkys.
Til at begynde med , kan det godt føles meget svært, men tænk på dig selv som en skuespiller der skal lære at spille en rolle, dette er dine replikker i livets skuespil. Du skal øve dem til de sidder på rygraden og til du kan sige dem med stor overbevisning og et smil på læben. Med tiden vil du mærke at det løfter dig op til et højere niveau, og at det giver dig en mental styrke, som du havde glemt hvordan det var at have. Når du er kommet så langt, så bliver det fuldstændig ligegyldigt hvad andre måtte tænke og mene om dig, og så vil du være i stand til at møde andre som et ligeværdigt menneske.
Hrefna