[Supercarla]

Hej alle...

Jeg har som i andre kæmpet en hel del med kommunen i flere år ang om jeg skulle i ordinær job, fleksjobbe eller blive FP.

Det har været en hård omgang...
Års arbejdsprøvning.
Lære alle §§
kæmpe med at forlige sig med sine sygdomme
Advokat
dårlige sagsbehandlere
Anke /klage
Og aaaalt det andet...

Nu har jeg så snart været FP i et halvt år.

I starten var det dejligt, jeg vågnede ikke med ondt alle vejne, Har ikke den dårlige samvittighed over for min familie over ikke og være der, både fysisk (når jeg måtte ligge mig) og psykisk. Kan hvile mig om dagen, så jeg har kræfter når ungerne og manden kommer hjem.... Så det er skønt! Tid til og sunde mig efter alt det med kommunen osv...

Men nu har jeg fået mit pusterum... Jeg har bearbejdet alt det med kommunen. Jeg har bearbejdet sorgen over ikke og skal være på arbejdsmarkedet nogensinde (på ordinære vilkår i hvert fald) osv

Nu har jeg kæmpet hele livet for 'at følge med', Kæmpet for og få en udannelse, et arbejde osv (som desværre aldrig lykkedes) og senere med kommunen....

Nu har jeg det bare helt underligt.... For første gang i mit liv, er her ingen kampe og udkæmpe....

DET er underligt!

Føler det er helt forkert!

Kender I det?

Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal gi mig til!-g- kender i det? Jeg kan ikke få et skånejob, da jeg ikke dur til og skal hjemmefra til bestemt tid...

Har altid prøvet og nå et uopnåeligt mål, og nu er der intet! Forstår i hvad jeg mener?

Det er jo et helt nyt liv jeg har fået, og jeg er taknemmelig for det! Kan bare ikke rigtig se nogle stier jeg kan gå ad...

Går vi bare i stå? Skal vi ikke blive ved med og udvikle os? Hvad gør I?

Venligst Supercarla

( Som føler, hun snart står op, den samme dag- hver dag):P