[UllaCliffShads]

er der nogen som kan nigge kendkende til dette: Alle Navne er sløret. Detter brev blev givet til neoulogen.

Jeg begyndte i skole, i 1980. Vi var 22 i 0B på Bording Skole.
Det som gjorde at min skole tid er husket som mareridt, er at når skole klokken ringe ud. Slæbet min skole kamrater, mig ned til nærmest klasseværelse hjørne. Hvor der var en lege hjørne hvor man bl.a. kunne lege far, mor og børn.

Men det var ikke den lege de leget med mig nej det var hænderne op eller bukserne ned. Umiddelbare lyder det som noget harmløs. Men det var det ikke. Man havde også søger for at både Tavle lineal og pegepind skulle være en meget vigtig brik i deres leg.

Lineal blev placere i mellem benene på mig hold oppe af 2 klassekamrater. En tre stod til højer med pegepinden. Og andre stod rund omkring. Og nogle af dem holdte vagt. Ved døren.

Lege gik ud på at kalde mange grimme navne lige i hoved på mig. Samtid at lineal skar og bide mig i skridtet. Hvis jeg tog hænder op. Var det sådan at de tog bukserne ned på mig og begynde at stikke dvs. ting op i fisen på mig.

Hvis jeg ikke gjorde det som de sagde hænder op slog de mig over mine hænder, og hive mig håret . Og skreg lige ind i hoved på mig. Hvad de skreg kan jeg ikke huske ej hvad øgenavne, men kun at det ikke var de pæneste orden fra det danske sprog.

Når lære nærme sig klasseværelse, gave nogle besked og lineal og pegepinden forsvandt og jeg
blev holdt fast i at jeg skulle holde mund. Jeg var naturligvis meget bange for dem alle. Og ture simpelhed ikke at sagde noget, det skulle ikke under at jeg måtte havde tisset i min bukser. Nogle gange og at det også blev kommenteret i blandt klassekamraterne. I negativ forstand.

Jeg var så bange at jeg nok ikke ture at sigte noget hvis læren var på to hånd med mig. Men jeg kan desværre ikke husk om jeg nogen sinde var i denne situation man må huske på at det er næste 30 år siden.

Der gik mange måneder før det en dag kort før jul slæbte de fra dette hjørne mig ud på gulvet og begyndet at sparke og prygle mig på gulvet. På den værst tænkelige måde. Jeg skreg højt af angst og smerte,

Klokken ringe ind mene mine klassekamrater var så op linden at de først stoppe da lære kom løbende ind i klasseværelses. Og fik det stoppet. Hvorefter vi skulle sidde i rundkreds og snakke om det. Også skulle det være glemt. (Man lade i virkelighed låg på)

Troede man, I frikvarteret blev vi alle jaget ud i skole gården. Og man ned satte ekstra gård vagt.
Men drilleri stoppet ikke selv i skolegården forsatte man, evt med de lege redskaber som der var. Men de blev hurtig fjernet. (Jeg er ikke sikker på om det var i gammel klasse eller det er i den nye klasse dette forgik. Men kort af det lange det for gik)

Der blev beslutte at jeg skulle forflytte til 0C resten af dette skole år.

Hvilken betyder at jeg skulle gå i skole om eftermiddagen. Men jeg mødte alle mine gammel klassekamraterne på vej til skole. Jeg var altid anspændt og bange når jeg skulle i skole.

Men i 1B blev jeg forflytte tilbage til gammel klasse. Både i timer og frikvarteret blev jeg drillet. Mest i frikvarteret, Men i timerne sad jeg op foran, og bag mig sad klassen værste rod. Og sparket og kaste med viskelæder, som så forstyrret mig i undervisning.

I frikvarteret som for gik i skolegården, Blev jeg skubbet og kladdes grimme navne. Og kunne man komme af sted med at sparke uden gård vagt så dette gjorde man det også.

Jeg kan ikke huske om det var i 1, eller 3 klasse at jeg blev sendt til skolepsykologen, Han var noget af en tørre person. Han søgte bland om min psykiske problemere skulle skyldes min forældre. Uden at skælde om det nu ikke var alle de drilleri som i virkelighed kunne være årsagen.

Og alle de nederlag som jeg måtte gennem leve i skole tiden. Enten i 2 eller var det i 3 klasse. Jeg husker dårlig. Blev jeg sammen med, to andre svage elever fra klassen sendt. Uden for døren af min klasselære. For at læse. Der var bænke og bord ud på gangen. Og lige bag mig var der en dør ud til en gang område hvor der tit gik døre op og det runget forstyrrende.

Og en kulde kom der også ind. I timer var det ikke noget opsyn med om vi nu også læste. Lære kom nogle få gang ud hvis han hørte at vi larmet for meget. Mest var det Kaj som larmet. Jeg og Ina sad og ville gerne læse men kunne ikke for han sad og sparket og tog vores bøger fra os. Kaj kunne nemlig slet ikke læse, ligesom han ej kunne alfabetet.

Hvor længe det stod på kan jeg heller ikke huske, Man skal jo have det i mente at vi skriver 1983-84 på kalenderen. Men sandsyndlig vis i flere månedere.

Men en dag for min far det afvide. Og han går op til skole inspectøren. Og klader over det. Og Ole Andresen ser noget forbavs ud, det anet han ikke forgik på hans skole.

Læren Benny Jensen, Fik nok besked om at det ikke tolores ikke på skolen. Vi fandt os nu inde i klassen. Men kun at finde os selv i bagerest venter hjørne. Bag gulv opslagstavler. Og vi skulle nu gøre det vi gjorde up på gang nemlig at læse.

Imens han havde Dansk diktat med resten af klassen. Men som jeg nu har nævnt flere gang så kan jeg ikke sætte tidsperskektiv på hvorlænge det forgik.

Men en dag syndes min klasselære, at han ville hjælpe mig ekstra ved at aftale at jeg skulle med ham hjem private. I silkeborg hvor han og hans kone bode.

Det skede nogle gange, Men hvor mange gang kan jeg ikke huske. Men jeg bad selv at det skulle stoppes. For jeg blev jo drillet med at jeg var lærense kæledæke og linden. Som jeg ikke kunde lide.

Jeg ved heller ikke om man hvade fået en opfattelse om der skulle være forgået noget ulden i det. Her tænker jeg på hvordan det ville i dag anno. 2009. Det kunne blive opfattelse som, man har jo hørt mange historie om pernofile tilfælde.

Men det kan jeg sigde med sikkerhed det gjorde der ikke. Det var kun tænkt som en hjælp i at lære mig med skole arbejde. Vi sad om aften sammen og lavet leksier. Hans kone var jo også lære, her er jeg lidt usikker på om jeg husker rigtig, Men jeg mener at hun også var lære på min skole. Og at hun også var en af mine lære.

Når jeg er usikker er det fordi det er så længe siden. Jeg kan dog huske at Brian Og Jytte hade et og landet med hinanden at gøre og at Jytte på et tidspunkt også fik en datter. Men om de var venner eller mand og kone kan jeg ikke huske så tydlige mere.

Jeg husker kun at jeg på et tidspunkt har set Jyttes's datter som spæd. Om det var hele klassen eller om det kun var mig er jeg usikker på det er lidt blur i min hukommelse.

Det er også omkring dette tidspunkt at man beslutter at jeg skal have specialundervisning.
Jeg går nu i 3 eller 4 Klasse. Man starter med Dansk undervisning. Og senere følger Matmatiken. (ca. 5-6 klasse).

Mobbning forsætter nu også med at andre klassetrin er med på den. Og at det også forgår på fritidshjemmet.

Det var omkring dette tidpunkt, Jeg blev lidt knorden. En dag på fritidshjemmet, hvor en af mine klassekamrat. Ikke kunne lade mig være i fred. Vente jeg om og knaldet en fuld voksen spade i hoved på hende. Og jeg var kold som is. Og det er jeg stadig væk.
Da jeg var så meget bag ud i det boglig fag rådgav min Engelsk lære mig til ikke at vælge Tysk. Så når de andre haved Tysk havde jeg endlig fritime. Men min klasselære Knud . (Vi fik ny klasselære i 5 Klasse). Som også havde en fritime.

Tog mig og et par andre ned på hans værkste på skolen da han også underviser i Træ/metalsløjg. Hvor jeg kunne komme til at lave en cykel. Ud fra en gammel rusten en. Som jeg så skulle bruge til lejerskole. I 8 Klasse.

Men i samme periode, skulle vi lave en lege og klaterhus til de mindste klasser. Men en dag fald jeg ned over en tyk tømmer bjælke fordi han ikke haved sikker arbejdested da han mente at vi kunne se os for.

Men jeg var jo optage og konsentret om at skruge en skruge i så jeg tænke ikke på hvor jeg sad min fod. Og der men havede jeg ned i et hul hvorder i miten var den bjælke den ramte mig skråt opad ryge og jeg fik blå mærke men det gjorde også meget ondt. Jeg kom til skolesygeplejseske.

Han skældte mig ud for ikke havde set mig for. Selv om der blev efterfølgende sag hvorfor man ikke midlertid ikke dækket hulet.

Da jeg starte i 9 klasse og skulle for anden år i træk skulle have fotolære. Som jeg godt kunne lide at arbejde med og som jeg arbejde med stor fornøjelse. Men jeg var den ene af 2 Piger på holdet. Men imens der var drenge fra 8 klasse. De havde mere travelt med at skulle undersøge mine krops dele en at følge med i undervisning. Og selv om jeg broket mig skedt der ingen på tale som hjalp.

Jeg skulle udsættes for sexchikane, som bestod af at de liges så snart lære vente rygen. Stod de hurtig en mig omkring mig og hive i mine bryste og nape i dem lige så havde deres finger oppe i min fise. Det for gik 2 timer hver uge i et helt år.

Jeg var led ved dette men jeg kunne ikke pjække for timen for jeg havede samme lære andre timere på denne dag.

Efter endt 9 klasse skulle jeg på efterskole, for sentudviklede. Der opleveler jeg en dreng, som ikke kunne holde fingerne for sig selv. Han var mere villige til, at ville I seng med mig. Og han var samtig meget stærk, I hans højre arm. Som ingen os piger kunne hammle op med.

Han var nemlig så handicapet. At han kun bruge denne arm. Det var alle piger han gjorde det over for og han havde en meget kort hukommelse. På ca.10 sec. Før han havde sin hånd I og omkring min fise.

Derudover kunne drenge ikke, over holde regle om, at de ikke måtte opholde sig på pigegangen. Og man kan være sikker på, når man skulle I bad, stod der drenge lige en armslænge fra en, og over beglode en. Og man kunne heller ikke klæde sig på, eller skifte tøj, uden at man var til beskude for en flok drenge.

Lærene sad mest på læreværelse, og drak kaffe/tea. Og efter min mening temlig lige glad.
Det er mærklig, at man som pige var nødtil at skulle tage p-piller, når man skulle på efterskolen. Selv om at det var forbud, at gå I seng med hianden, det var bårdt visning grundlag. Og der gik næsten ikke en dag, hvor vi ikke fik besøg af Falk. Som skulle hente en med sygbil.

Og samtid skulle man gå rundt, og være nervøs om, man blev fanget af en bande uden for skolen. Fordi de havde set sig vrede på skolen elever. I dette, året forinden hvade være et opgør imellem banden og elverne. De have jaget banden ud af skolen. Da banden kom for, at ville voldtage pigerne. Og man have efter sigende, prøvet at finde og fange banden. Både politie og forstanderne uden hele.

Alt dette kom, først frem efter 1-2 månedere ophold på skolen. Også da min mor valg, at tage mig ud af skolen, fordi jeg var ved at gå ned. I det jeg aldrig ikke havde en øjeblik fred fra chikane eller mobbing, fra de andre klassekamrater. På skolen.

Og da flere af dem, som gik på skolen, kom fra miljø som eks. Østerbro og linden, der var et eksempel på en pige som var meget voldig. Og det gald også drenge, som kom fra familie med problemere. Hvor familien ikke, kunne styre deres børn.

Skolen kridtseret min mor, for at hun ikke have taget højte for at dette var den rigtig skole for mig. Men min mor mener at det ikke er alt man, kan se på et åben husdag. At skolen skulle have disse problemere. Da man hold sådan noget skjult for os.

Derefter kom jeg hjem, og gik I nogle uger før en skolevejlere kom forbi. For at finde ud af hvad jeg så skulle I sted for. Vi besøgte flere andre kostskoler, men jeg havde ikke lyst oven på denne omgang, at skulle på kostskole.

Så det ente med, at jeg kom på en 3 månde kursus, på AMU-center. Et kursus som består, af et EIFU-kursus: Hotel og Resturation,Svagstrøm,Textil og Beklædning, Strikketeknik, Jobsøgning, samt 4 ugers erhvervspraktik.

Efter dette kursus, gik jeg der hjemme I 8 måneder, men I den periode prøvet, min far engang at søge job uden, at sætte mig ind I, at det var det, som han havde gang I. Det forgik sådan her.

Han kom ind, og hev mig ud af seng, og sagde at jeg skulle tale med en dame I telefone. Jeg var noget sindsforvirrende. Og spurte ham hvorfor, uden at få et svar. Det skulle jeg bare, og det gjorde jeg så. Vi kom til samtale, men jeg var stadig væk ikke sikker på, hvad der forgik rund om mig.

Jeg fik heller ikke, jobbet og min far var sur, og skuffe på mig. Men han forstod ikke, at sådan kunne man da, ikke bare søge et arbejde. Jeg havde lige været på et kursus, hvor jeg havde læret, at man skulle sætte sig grundig, ind I hvad man søger.

Hvordan man presentere sig. Alle disse vejledninger blev der ikke overholdt. Når selv den, som skulle havde jobet, ikke engang var informeret på hvad der forgik, er det jo naturligvis at man kunne se på mig, at jeg var rund på gulvet.

Men efter 8 måneder fik jeg arbejde, via min moster, Hun var hjemmesyerske for Arnet trikotase. Og jeg skulle I den, forbindelse side og sy sammen med hende. På ca. 30 år gammel maskiner. Og en almindelig kontorstol. Som også var gammel.

Men det variede kort, før hun trak sig tilbage, da der ikke var så meget at lave, men også fordi hun ikke kunne mere. Under denne tid fik jeg problemere med ryg og lænd mest det sidste.

Men ca. 2 år senere, ville hun ikke have mig, til at sy oppe hos henden mere, så jeg fik nogle maskinere hjem til min forældres hus. Hvor jeg så syget I ca. 3 år. På maskiner som var nogle gammel hakke brætte.

Jeg viste ikke, hvad jeg ellers kunne lave. Man skal jo huske på, at min skole tid ikke var så meget succes ved. Jeg kan jo godt se I dag, at jeg skulle havede stoppet før, men hvad gør man, når man ikke kan, se man har andre muligheder for jobs.

Så dag I 1997. Var jeg til fødelseldag, hos min kusine og hun fortale mig, at min chef var gået I betalingstandning, uden jeg viste noget. Og der var gået 2 måneder uden arbejde. Jeg levet af min mors gryder. (Der skal sigde, at jeg stadig bode hjemme. Og at jeg også blev underbetalt, hos min arbejdeskiver, men der kunne ikke gøres noget, da man som hjemmesyerske, ikke har samme rettigheder, som dem der er på fabrik. Sagde min sagsbehandler hos min fagforbund).

Men jeg var dog, I fagforning og de hjalp mig med, at få en fyreseddel, men der skulle gå endnu 1½ månede før den var I hus. Så jeg kunne få min kontanthjælp. I 14 dage, før jeg fik et arbejde på Belika strikkevare fabrik. Det var hård, for både lænd og skulder. Men ikke mindst for finger. Jeg var ansat som skillder.

Hvor arbejde består I, at tage skillede tråt ud I mellen hver ærme eller ryg/forstykke. Når det kommer fra strikkeriget. Jeg havde dette arbejde I ca. 6 måndre, så var der ned gang I salg og prodution.

Men det var lige nok, til at jeg kunne få dagpenge. Derefter gik jeg I 9 måneder, før man efter loven skulle aktiveres. Jeg forsøgt at finde arbejde. Men det var jo I 90'erne hvor det var svært at finde arbejde. Særlig hvis man, både er dårlig boglige uddanet og ufaglært.

Jeg begyndte på AOF heldagskoen for Ordblinde. Det var her jeg får lidt mere, styr på det skriflige dansk. Før stave jeg som en lordt, og gramatike eksistere ikke.

Det gav også, mig indsigt I, at den specialundervisning, jeg fik I folkeskolen, ikke var noget være I forhold. Jeg lærte mere fra 10. August – 18 December 1998, en jeg lærte I folkeskolen, I dansk alene.

Nu kunne jeg skrive, så man kan læse det. For den gang, havde jeg en penneven fra Horsen.
Og hun var chokeret, over hvor meget, jeg udviklet mig I skriflige dansk.

Før stave jeg, som man sigde det, men vi ved alle, at ikke alle ord, skal stave som man sigter dem. Jeg blandet rund, I alle ordklasserne, som navne, udsagns, tilægs ord. Jeg viste simpehen, ikke hvad de betydet. Og der blev også bytte rund på ord, samt blandt runds på nutid og datid. Og tegnsætning eksisterne ikke.

Når jeg kan sigde dette, er det fordi, at for ca. 5 år siden, fandt jeg nogel notater, frem fra min folkeskole tid. Og jeg havde selv, vansklige med at læse hvad jeg skrev. Ikke fordi man ikke kan se bokstaverne, men på grund, af det jeg lige har beskrevet. Jeg måtte gætte, mig ud af sammehænge, til hvad der stod.

Så derfor er det først inden for de, sidste 10 år, at jeg har kunne skrive, så det er til at forstå.
Jeg kom efterfølgende, på endnu en heldagsskolen, men nu I Silkeborg isted for Herning.
Men der forgik undervisning, som I folkeskolen, så det fik jeg ikke meget ud af dette ophold.

Så skulle jeg på plusgruppen. Det var mest som. en opbevarning sted for arbejdesløse. Jeg var der I ca. 4 måneder. Undervisning eller hjælp var ikke noget af. De ansatte var der for at overvåge om søgte arbejde.

Lidt undervisning var der, men det kunne dog, sammles til at vare ca. 5 uges konsentret.
Det bestod af fordrag, Lave en Avis, EDB undervisning I HTML kodning, Billedbehandling, Textbehandling. Internet.

Derefter skulle jeg så på Idrætsdaghøjskole I Hammrum. På et storpige hold. Hvor vi skulle lære noget om fedfattig mad og motion.

Nu er vi frem I 2000 sommer, hvor jeg fik 3 måneder til at finde et arbejde. Ellers røg jeg ud af dagpengesystemmet. Det lykkes mig ikke at finde job. For de job der fantes skulle man enten være uddannet til eller have manges års erfaringer I. Jeg kunne jo ikke opfylde noget af disse krav.

Jeg gik ofte ned psykologisk om torsdag, og kom først op om søndagen. I den jeg læste avisen fra Onsdag og fredag. Og det gjorde ond på mig, at der ikke var noget.

Jeg prøvet også at ringe rundt uden gav noget, så jeg røg ud af dagpengesystemmet, og lige over på bistandshjælp. Og da jeg ikke bode hjemme mere. Blev økonomien noget stram.

Min sagsbehandler. Ville havde send mig på højskole. Men det modsage jeg, fordi det havde jeg ikke råd til. Hun var så fræk at sige, at jeg kunne sigde min lejlighed op. Og der blev jeg sur.

Først er det ikke ligesådan til, at finde en anden lejlighed I Bording, også skulle jeg gå på skole, velviden at jeg var hjemløs, når jeg blev færdig. Dette kunne, jeg ikke psykologisk ikke leve med.

Det ikke fordi jeg ikke kunne tænke mig, at gå på højskole. Men mere fordi, at man ikke ønske at dække, de mere udgifter der er I forbindelse, med sådan et ophold, for at sikker at jeg havde noget at vende tilbage til. Trykhed er en meget vigtig, ting for mig, nok fordi alt det lort jeg har været igennem.

Så efter noget tid, kom jeg så I sted tilbage på Idrætsdaghøjsskolen. Hvilken også var ocay. Men anden gang, er ikke helt det samme.

Da der ikke, var noget nyt at lære. Men også fordi jeg var på et hold med lidt for mange pyllerøve og brokhoveder. Mange havde, hvis nok glemt, at de ting som vi skulle, lave var til passet til vores begrænsninger og evner.

Efter fuldet et ophold på Handy Job. Det var mere død sygt, at sidde en helt dag og lave ingen ting. Bare vente på, at de som kørte projekte fandt nogle Praktikforløb. Ind imellem skulle vi pakke bånd I små poser. Det er da også ocay.

Men de kunne, godt varie det noget mere. Man bliver både træt og søvnige at kun pakke sort/hvide bånd, den en dag efter den anden. Det ville havde være fint, hvis det var I flere farver og andre ting, som skulle pakkes. Eks. Postkort, Kataloger, Knapper osv.

Jeg var også en dag, over på selve granvængets beskytteværkste. Hvor jeg pakket hjule og skruger I en pose. (Det var hjul til en rullebord eller kontorstole.)

Abejdet var ocay, men jeg ville ikke passe ind, sådan et sted. Ikke fordi jeg ikke, kunne trives der med et sådan et arbejde, men mere at jeg har et for stor IQ og er for hurtig. Hvilken kunne betyde, at jeg kunne knække flere af de andre, på en sådan værkste Psykologisk.

Skulle jeg have sådan, et arbejde skulle det nok, forgå hjemme hos mig selv alene. Lidt som den gang jeg var hjemmesyerske. Jeg ville komme tilbage til det senere, I det histore hvorfor jeg mener dette.

Jeg kom ud I 4 forskellige parktik forløb. (Fakta, AV-form, Plejehjem og super gros).
Jeg blev hængende, hos Super Gros. I 6½ år. Det første 3 år var godt. Jeg havde en god leder og kollega. Men så en dag, kom Kim Knudsen fra en anden afdeling. Og han skulle være den ny mellemleder efter Hans Andresen han gik af på pension, han var den som havde lært mig op.

Så kom problemerene, at komme Kim begyndte at jage og mobbe mig. På en sådan måde. At jeg knækket flere gange, sammen psykologiske. Han var grunde til at min kærligheds liv gik I stykker og at jeg I dag har miste mit job. Men også at jeg har de men som jeg I dag lider under.

Han kom flere gange, med dumme bemærkning, som ihverfald ikke høre nogle steder hjemme.
Jeg kunne, til sidst ikke stole på ham, og jeg fik mistilidt til ham I sådan en grad, At jeg I dag hader ham.

Jeg måtte den 13.12.2007. bede Benny om at overbringe, en trusle om tæsk hvis Kim ikke ville lade mig være I fred. Og at jeg ville ønske at jeg vandt I Lotto, så jeg kunne være I fred.
[Hvilken frem går I mine Journalark 1 Side 3-4 fra Kommunen.].

Selv denne nødsråb, blev ikke sådan rigtig hørt. Kim har for mådet, at fremstille sig selv som en sød og artig pernible person overfor ledelsen, og de hoppen på den. En ung pige på 33 år ville ikke sidde, og sigde noget sådan, hvis det ikke var tilfælde, at hun følge sig meget chikaneret.

Og at arbejdespresset var forhårdt. Det hjælper ikke noget at give henden, en anden kontakt person på pladsen, når den gammel ikke kan eller ville. Forstå at han har gjordt sig selv, til grin og er blevet utroværdig, over for sin underordene. Selv om han er en mellemleder.

Jeg kunne til sidst ikke tage, noget af det han sagte alvorlig, for jeg viste ikke om han lade noget til eller trak fra. De beskeder han evt. Skulle give vider til mig.

Jeg havde ham mistækt for at bevist, at tilbage holde informationer. For så senere, at have en ligal grund til at overfusse mig.

Også fremstille det over for Benny Hansen [Terminalchef], at jeg var trosige og ikke gjorde hvad jeg fik besked på. Så man fik den, intryk at jeg ikke passet mit arbejde. Og jeg desuden også var syg I hovede, de købte den desværre.

Jeg var jo ikke den eneste, som havde noget imod Kim. En overgang havde vi folk fra granvænget, over for at pakke vin flasker på Paller. (Ville sige at der var 6 flasker I en kasse, til en palle med 135 flakder stable oven på hianden med pap imellem).

Der var en dreng, som er meget mere overvægtig, en mig, og som også har problemere med rygen. Han kunne tilsidste ikke klare presset fra Kim Knudsen. Og han valge fra. ca. 8 måndre før jeg skulle stoppe.

Det blev ihverfald nævnt, af de andre. Men det blev ikke tage alvorligt, nok af hverken Kim eller ledelsen. Man tog det mere som en joke.

Vi fik så 2 piger fra kommunen. Ud for at de skulle pakke vin I stedfor folkene fra granvænget.
De piger var der ca. ½ år. En af pigerne snakke jeg med. Jeg kan ikke huske hvordan, vi kom ind på Kim. Men hun var også, klar over hvordan Kim var. Og hun fortale mig, at hvis Kim blev for meget, tog hun bare nogle flere sygedage.

Begge pigerne var stoppet før jeg. Det kan godt være, at de have fejl. Men dette ville ikke undre mig at Kim havde en finger med I spillet.

Jeg er selv af den overbevisning, at der aldrig bliver stabil medarbejder, på den afdeling så længe Kim er Leder.

Skulle jeg tage nogle af de udsagn, jeg som har fra eks kærste, som han har fra andre. Så skulle han have gjort live, surt for mange mennesker, Igennem de sidste 25 år, som han har været ansat I firmat.

Men jeg ville dog ikke betvivele, at der kunne være noget, om snakken. Efter hvad jeg selv har oplevet med ham. En skønte dag, løber han ind, I en kasse øretæve. Når han træder på den forkerete.

Som det også fremgår af min journalark, kan jeg se at man hverken fra arbejdespladsen eller Kommunen, har kunne tage min udsagn for gode var, man har troet mere på Kim Knudsen udsagn, en man var villige til at ville undersøge, om der kunne være bare lidt, om sandhed fra mig.

Konklusion.

Det er også en af de væslige grundlage og kritik punkter fra min side. Man har altid taget min udsagn, som om det var utroværdig, Og man har ikke ville undersøge om jeg har ret.

Jeg syndes, at man ville fremstille mig, som en hysterisk hybrokonter, og en som har en opførelsen ude af proportioner, følesesbetonet, Psykiske ustablillitet mm. Og det med min ryg, lænd og skulder, er fremstillet, som somatiske klager, hvor efter man fejer det af bordet, som noget overdrevet.

Man har aldrig, spurt sig selv, om det kunne være, på sin plads om at få det undersøgt, Lige så at man hellere ikke, har ville undersøge, hvad der kunne være, den enelige grund til, hvorfor jeg har psykologsike problemere.

Det er alt sammen, blevet fejet ind under gulv tæppet. Og set bårt fra.

Til tros for, at der er forsker, som er kommet frem til, at Mobbning og chikane, kan både give psykologiske og personlighedsforstyrelse, men sidste og ikke mindst, kan invalidere en person.

Og hvis, man også er under en hvis, gennemsnit I kartere fra folkeskolen. Ville man have meget svært ved, at begå sig, både på arbejdesmarket og I uddannelsesystemet.

Hvis jeg husker rigtig skulle der være nogle forsker fra Roskilde Universitet, har lave en sådan undersøgelse. Denne report blev der henvist til engang I Radionyhederne. Som jeg ved et tilfældigvis hørt en morgen på vej til arbejde I bussen.

Og som det fremgår af min histore. Har jeg været temmlige, meget igennem. Og det skulle da være mærklige, at jeg ikke skulle have taget skade der af.

Jeg sidder I dag med masser af spørgsmål. Som jeg nok aldrig, ville få svar på, da man er af den, opfattelse at jeg er dum, og utroværdig. Jeg kan nemt ridse dem op.

Hvorfor, fik den mobbning I børnehave klasse og I 9 klasse, ikke den nødvendig konsikvenser for de der udøve mobbning! [Evt. Bårtvisning af de værste af dem]

Hvorfor opgav læren, at lære mig noget!
Når specialundervising, var noget man prøvet sig frem til, og at de ikke var spedial uddannelse lære til, at undervise bogligesvage elever, fordi det var de samme lære som I ordinærklasse.

Hvorfor fik jeg ikke den hjælp, til at komme mig over mobbing I 0 Klasse! [Psykologiske hjælp]

Hvorfor søgte man, en psykologiske forklarning, på problemere hjemme hos mine forældre!.

Når problemere først opstod, da jeg kom I skole. Når mine forældre ikke har, haft problemerene med mine andre søskende på skolen.

lige så mente man, at jeg havde lidt under, at jeg ikke er opvokset, I vuggestue og børnehave. Men min søskende, har heller ikke være I vuggestue og børnehave, og de klare sig udenmærket. Til trods, at de er noget ældre en mig.

Man har ikke kunne forstille sig, at mobbning I skolen kunne være hoved årsag, til at jeg klare mig dårlig I undervisning, fordi jeg brugte, alt mine resurser på, at klare mig igennem frikvateret. Og den mobbing I klasseværelse, der gave forstyret indgreb I indlærnings processen.

Det blev heller ikke beder at min klasselære sat mig uden før døren. Det har kun forværet det hele. Og at jeg skiftevis blev kaste imellen, specialundervising og den ordinærklasse. Det har kun gjordet den meget værre.

Det er jo ikke noget at sige til , hvis man kun, når at få lært 1/3 af undervisningsmatrial på
hvert klassetrin. At det på et tidspunk, skal det jo gå galt. Hvilken det også gjordte fra 5-9 klasse.

Der blev for mange huller, og jeg begynte at få hukommelse svigt, I undervisning da jeg simpehen, I løbet af sommer ferie glemte, hvad jeg havde lært.

Men den gang var jeg alrede opgive af lærene. Eks. I engelsk timerne, blev jeg sat pasive tilbage. Man undersøgte ikke om jeg have lavet min opgaver, og dårlig nok hørt mig igennem. Det var jo for nemt for mig, at gå igennem skolen, uden at skulle gøre mig umage.

Min engelsk lære havde fået den ide, at vi skulle have Englske navn. Og når så jeg en sjælden gang skulle høres. Regeret jeg ikke, Jeg have jo glemt mit navn. Og så var jeg så bange og nervøs for, at dumme mig. At jeg stammet ordne frem, så de andre grinede af mig I timerne.

Man skal jo huske på, hvad de gjordte ved mig I børnehaveklassen.

Det er jo ikke mærklige, at jeg I dag anno 2009. Har mærker på sjælen. Som gør at jeg har så skidt, som jeg har. Når alle de gange, hvor der ikke blev grebet ind. At det er endt med at jeg ikke har tillid til mine med mennesker.

I dag når jeg møder nye mennesker, så ser jeg ikke på dem, som de fleste andre gør, nemmlige hvad dette menneske kan bidrage, mig med mit liv. Men mere mistroskhed, af hvad ville de mig. Og hvad ville de bedrage mig med.

Det kommer op I mig automatisk. Jeg af fotogarfere folk, og giver dem point. De starter med 100 også går det ned ad. Hvad trækker ned.

1.Jeg kan ikke tolore, rod og uorden.
2.Jeg kan ikke tolore, at man ikke overholder aftaler.
3.Jeg kan ikke tolore, at man trækker sager I lang drag.
4.Jeg kan ikke tolore, at man bagtaler min bag min ryg.
5.Jeg kan ikke tolore, at man ikke kan melde afbud, Hvad har vi telefon, Email,sms til.
6.Jeg kan ikke tolore, at man ikke kan tage en bestemmelse, hvad enten om det er + eller - retting.
7.Jeg stoler ikke på folk som sigde et ting, og mener noget andet.
8.Jeg lukker af hvis man står, og plader løs, uden at komme ind, til essence efter 10 sec.
9.Og jeg hader biokratisketilstande, som pest, hviklen hærsker meget hos de offligemyndigheder.
10.Jeg fra beder ind blanding I mit privat liv.
11.Jeg er ikke nødvendigvis sur, fordi jeg ikke svar.
12.Jeg hader folk som stiller samme spørgsmål igen. Fordi de ikke kan fatte at min tavshed er mit svar.

Jeg forbedholder, min ret til ikke, at skal svar på hvad som helst. Med andre ord svar jeg ikke kommer det ikke dig/dem ved. Jeg bliver I sådan sitrationer irreterentende og knotten. Og begynder at føler at de snager I mit private infærm. Og kan man ikke, forstå dette skal man have en røvfuld.

Disse 12 punkter er min personlig Værdier. Og de skal overholdes, de er hverken til at gradbøje eller til forhandling. Jeg har gjordt kort processe, hos de venner som ikke overholde dem. Selv om de fik en advarsel.

Alt andet giver for meget karos, og river for meget op I gammel ar. Som jeg ville, havde været foruden. Mine værdier er til for, at beskytte mig imod flere ar og skuffelser.

Jeg har det best med at være alene, med mig selv. Der ved undgår jeg, at der kommer ar og skuffelser, men også fordi andre, kan ubevist kan rive op, I mine gammel ar. Og det gør for meget ondt.

Det ting som jeg har måtte gennemlev. Har give så store ar, at jeg selv er klar over, at det nok er bedst at jeg er alene. Og man skal ikke have malidenhed med mig.

Jeg ved, at jeg har en mørk side, som er så stor, at de er best beskytte ved, at jeg er alene. Det er tilfordel for båd mig selv, men også for andre.

Jeg ved ikke, om jeg har været så meget igennem, at jeg overhovde kan fungere social bland andre mennesker. Men også at, jeg ikke ved, hvor meget eller lidt, der skal til før jeg evt. kunne kommetil at enten slå en menneske ihjæl, eller invalidere dem.

Jeg har prøvet, at få nogle venner, men det gik bare ikke. Jeg har nok nogle, meget strikkse værdir, at det nok kræmmer de fleste. Men også fordi jeg trives best alene. Det ved jeg hvad er, det giver ingen problemmer, med for mange nyskerige øjne.

Jeg har være vant til, at være alene, det mest af mit liv. Så det skræmmer mig ikke. Nogle ville nok betakke sig der ved, da det må være noget ensomt. Jo da det kan, de skam have noget ret I. Men jeg har desvære kun oplevet dårlig mindre, at være ibland mennesker.

Derfor kan ensomheden, være en befrielse. Men også, at det er mindre kaoiske, når man er alene, en det er når man er sammen med andre. Man slipper for fordomme, og at blive beskyldt for dit og dat.

Hvis man siger for lidt, så er det jo gald, så tro man straks at man er sur, og knotten.
Og hvis man siger for meget, så den skime også for gald, det er skime temmlige svært at begå sig.

Så jeg er komme til den konklusion, verden kan pas sig selv, og jeg paser mit. Det er skime nemmer. Jeg er skime nok forspecial, til at jeg passer ind nogle steder. Enten er jeg for klog eller for dum.

Eks.

I folkeskolen var jeg for dum.
I Efterskolen var jeg for klog
Hos Idrætsdaghøjskolen var jeg nok for disaplin.
Hos AV-form var jeg for nyskerige.
Hos Handy Job, mente man jeg var for ensom.
Hos Super Gros gjorde jeg for meget opmærksom på mig selv. Eller også skulle jeg tage mig sammen og blive voksen.

Fremtiden:

Det er nok best, at jeg bliver pensioneret, og havede et skåne job. Som jeg udøvede hjemme fra. Eks det jeg nævnte på side 6. Det kræver nok, at man for undersøgt min ryg,lænd og skulder.

Men også at specialæger, er meget skarp I sin repport, til kommunen så den kommunale lægekonculent, ikke kan darge andre koklusioner, der går Imod specialægerne udtagelser.

Det har jeg både hørt og læst om. Men også I min tilfælde har kommunen underkendt, Psyklogens anbefalinger fra 2003. Om den nødvendig psykloghjælp. Til forbedering af livskvaliteten. Da den samme psyklog skriver at det er helt urealistisk at forestille sig at det behandligsforløb skulle kunne føre til fuld erhvervsevne.

Jeg beder på det strengest, at der bliver sendt en kopi af undersøgelsen til mig. Da jeg ikke stoler på at Ikast-Brande Kommune, har styr på min sagsagter. Og at der er for tilfælde, at man har miste mine sagsagter, den gang I 2003. Hvor denne Psykologisk Undersøgelse blev lavet. Jeg bad også den gang, at få en Kopi direkte fra Psykologen. Og det var både ham, og Handy Job der den gang fortale mig, at de måtte gen ind sende papir. På grund af miste sagsagter.

Lige siden har jeg haft, og stadig har stor mistillid til en hver form for kommunal ansat, men speciael Sagsbehandler. Hvilken jeg gjorde min sagsbehandler, bekend med den 6 Marts 2009.
Som også fremgår, af den brev de sente til mig. Og mit svar send den 11 March kl. 13.26.37. Se I mappen som jeg har vedlagt.

Og som jeg fremgår I mit brev, så er min hævn af juridiske karkter. Det bider beder.

Jeg håber at dette brev giver stoff til efter tanke. Og skulle du have brug for, at grave nærmer I min sags. Hvad ente at finde optagelser, Og dokumention fra dvs skoler. Og linden, er du heller en velkommen til at gøre dette.