Razmo

Som jeg ser det, har de gang i at sagsbehandler, cheferne og deres lægekonsulent, nok skal bestemme om jeg skal have en førtidspension, når jeg "nægter" at påtage mig en arb. prøvning. Sådan læser jeg det selv.

De mener åbenbart, at det er nok at spørge deres lægekonsulent til råds om forsvarligheden af en arb. prøvning, men han er ikke underlagt lægeløfte, og hverken socialrådgiver eller chefer samt lægekonsulent kan drages til ansvar for HVAD der sker med mit psykiske helbred ved en arb. prøvning, og derfor kommer der ikke nogen indstilling til førtidspension udenom min næse, uden det er ved en §18, og vel at mærke en LOVLIG en, og jeg godtager ikke nogen arb. prøvning før nogen tager ansvaret for at sende mig i arb. prøvning.

Jeg kan godt se, at de sagtens kan indstille aligevel... og de VED udmærket at det bliver et afslag, om det så end er pga. manglende arb. prøvning, eller fordi der mangler resourceprofil i underskrevet tilstand, eller blot at man ikke kan indstille til §18 på mangelfuldt grundlag. Det er en win-win situation for dem i den situation, når det eneste de ønsker er et afslag til at trække tiden ud.

Som jeg ser det, er sagen blevet personlig nu, og det betyder de skal "slæbes til lovlydighed"... men så er det sådan det bliver. Mig skal de ikke løbe om hjørner med.

Det er jo helt absurd... det eneste jeg kræver er, at få en udredning om forsvarligheden hos min psykiater, og derved er sagen klar... er det ikke forsvarligt, kan de indstille mig via §18 med helbredet som grund til manglende arb. prøvning, eller også tager jeg den arb. prøvning så meget det er mig muligt, hvis psykiateren konkluderer det ikke vil skade noget. Min egen mening er at det vil skade mere end det vil gavne, men mig lytter de jo ikke til.

For mig handler det blot om, at jeg skal have muligheden for at sagsøge den person der mener det var forsvarligt med arb. prøvning, hvis mit helbred bliver kronisk værre af det... så simpelt er det faktisk.