Se enkelt indlæg
Gammel 15-10-2008, 18:27   #1
Jens-Ole
Ved at vænne sig til K10
 
Tilmeldingsdato: 15-10 2008
Indlæg: 12
Styrke: 16
Jens-Ole er ny på vejen
Vejledning i at politianmelde sagsbehandlere lægekonsulenter m.v. som magtmisbruger

Er du træt af magtmisbrugere der slider dig op og ødelægger dit liv?

Vejledning i hvordan du politi-anmelder din sagsbehandler, lægekonsulent, eller anden offentligt ansatte magtmisbruger, for overtrædelse af straffeloven.

Formål:

Det er vigtigt at vi bruger så effektive midler som muligt imod magtmisbrug. De offentligt ansatte, som foretager overgreb imod os, skal vide, at de kan/vil blive personligt retsforfulgt, hvis deres overgreb ikke ophører.

Overordnet om straffeloven:

Selv om det absolut ikke er den praktiske erfaring for mange læsere i disse fora, så bygger dansk ret trods alt på retssikkerhed. Det betyder blandt andet, at ingen kan straffes, med mindre der gælder en klar strafferegel, og at den klart er overtrådt. Der kræves altså en vis ”fasthed” for at gøre strafferegler gældende.

Når man skal anmelde nogen for overtrædelse af straffeloven, er det derfor vigtigt, at overtrædelsen er meget klar. Det er det vigtigt, at reglen, som overtrædes er entydig, og at handlingen der overtræder reglen er meget klar.

Her har vi en fordel ved at mange regler i sociallovgivningen er meget klare, og giver altså ikke plads til skøn, og at overtrædelse derfor er nogenlunde nem at konstatere. Der er masser pligter og frister, som er præcist beskrevet i love, bekendtgørelser og vejledninger.

Jeg håber på, at nogle af de mange fora, som beskæftiger sig med offentlig magtmisbrug, vil gå sammen om at skabe overblik, så vi nemt kan finde de regler der gælder.

Konkret:
Straffeloven tager i kapitel 16 højde for magtmisbrug, især § 156 og § 157 er relevante:

§ 156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv [dvs. offentligt ansatte], nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling [love, regler, bekendtgørelser, vejledninger, og chefens ordrer], straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder [dvs. reglen gælder ikke:] hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg [valgte politikere og lignende].

§ 157. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.

1. Disse regler gælder som udgangspunkt alle offentlige ansatte (med undtagelse af valgte politikere). Reglerne gælder altså som udgangspunkt ikke blot kommunalt eller statsansatte, men også hospitalsansatte, politiet, ansatte i (anke)nævn, tilsyn, osv. osv.
Om reglerne også gælder fx læger der betales af den offentlige sygesikring, bør undersøges.

2. For at gøre reglerne gældende skal der være tale om klare overtrædelser af pligter eller forsømmelser, eller tydelig skødesløshed.

3. Du skal indgive din anmeldelse til politiet aller senest 6 måneder efter at den klare forsømmelse har fundet sted.

4. Det er også vigtigt, at du har dokumentation; aller helst entydige skriftlige eller elektroniske beviser.

Hvordan gør du konkret?
5. Som det fremgår af straffelovens regler skal der være tale om oftere gentagende eller grov forsømmelse eller skødesløshed. Hvornår der er tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed kan være vanskeligt at afgøre. Men du kan gøre dit for at gøre det betydeligt nemmere:

A. Find ud af præcis hvilken regel der gælder.

B. Bed pr. skrift eller email din offentligt ansatte om at overholde reglen. Det beder du om for alle regler, som du mener er væsentlige af hensyn til behandlingen.

C. Hvis den ansatte overholder reglerne, så er det fint. Gør vedkommende ikke det – men magtmisbruger – så gentager du din anmodning igen pr. skrift eller mail. Du kan skærpe vedkommendes ansvar ved at henvise til straffelovens kapitel 16 og meddele pr. mail eller skrift at forholdet vil blive overgivet til politiet uden yderligere varsel.

D. Når du gentagende har bedt væsentlige regler overholdt tilstrækkelig mange gange/tilstrækkelig længe uden effekt, og magtmisbruget har en klar negativ betydning for dig, så samler du din dokumentation sammen, og afleverer den til politiet. Politiet skal have tydelig oplysning om hvilke regler der er overtrådt, og tydelig dokumentation for, at de er overtrådt. Sammen med henvisning til straffelovens §§ 156 og 157.

E. Har din sag været for ankenævnet og er blevet hjemsendt til kommunen, eller har du på anden vis fået medhold, så tag den dokumentation med til politiet. Men overtrædelse af straffeloven er ikke betinget af, at sagen har været behandlet i ankenævnet.
Mange sager er meget klare, men bliver af offentligt ansatte sendt i ankenævn for at disciplinær-straffe klagere og sylte sagen.
Du kan godt forlange klare regel overtrædelser behandlet med det samme af din sagsbehandler, og meddele, at du vil foretage en politianmeldelse, hvis ikke det sker. Får du så tilmed efterfølgende medhold i ankenævnet, så står du endnu stærkere i din sag. Men overvej at politianmelde sagsbehandleren straks, når vedkommende sender sagen til syltning i ankenævnet. Dermed sparer vi med tiden også ankenævnene for en masse overflødigt overarbejde - som ankenævnets ansatte får af sagsbehandlere for at ankenævnet ikke har tid til at tage sig grundigt af sager. Og det er jo en ekstra fordel for ansatte, som snyder. De får tredobbelt gevinst: De straffer dig, de sylter sagen, og de undgår at du får medhold. Det koster os alle sammen en masse spild og spildte skattepenge at have snydende sagsbehandlere ansatte.

6. Af hensyn til politiets arbejde (og deres meget begrænsede ressourcer), er det vigtigt at du er så præcis og kortfattet som mulig, og at du udtrykker dig så klart som muligt. (Og helst uden følelsesudbrud, hvis du kan undgå dem i teksten.) I modsat fald vil politiet have tilbøjelighed til at afvise din anmeldelse under henvisning til en eller anden undskyldning.

Aller bedst er det, hvis du kan gøre et klart og præcist sags-materiale klar og aflevere det til en, der kan skrive din politianmeldelse; enten til en advokat hvis du har råd til det; eller til en anden, der kan skrive en klar anmeldelse og henvise til dine konkrete bilag.

Jeg håber, at der blandt de mange frivillige ildsjæle i de mange fora, som findes, med tiden vil være nogle enkeltpersoner eller grupper, som vil specialisere sig i at skrive gode klare politianmeldelser.

Jeg ved, at mange ikke har overskud til at tage sig af de umådeligt grove sager, som de oplever, og som af gode grunde fylder dem med sorg. Men det er muligt for de fleste at tage en stor A4 mappe, fylde den med plastik-etui, og sørge for altid at lægge de papirer der kommer ind, i dato rækkefølge; fx med de seneste skrivelser øverst. Det letter arbejdet kolossalt for enhver, der skal tage sig af sagen i ankenævn, hos politiet, osv.

Jens-Ole.

Sidst redigeret af Jens-Ole; 15-10-2008 kl. 18:53.
Jens-Ole er ikke logget ind   Besvar med citat