Kære alle
Inden du læser: Jeg efterlyser ikke råd til, hvad jeg skal indhente af oplysninger, hvorfor de ikke tror på dit og dat osv., eller hvad jeg burde have gjort inden asperger diagnose blev "opfundet", men hvad jeg gør, hvis kommunen afslår. Hvor kan jeg hente hjælp mm.?
Jeg har nemlig kilometer lange papirer på, at jeg er hårdt ramt og ikke kan arbejde. Jeg har desværre ikke overskuddet til, at svare på en masse ud over det, jeg konkret spørger om. Asperger diagnosen, som for øvrigt er lige så meget autisme som alt andet, hvorfor den hører under autisme spektrum forstyrrelse i dag, blev først kendt i Danmark i 1992 og man begyndte først at udrede for den i 1994, hvorfor jeg af gode grunde ikke kunne komme på en speciel skole, få den rette hjælp mm på daværende tidspunkt. Da jeg har meget svært ved at forstå uklare og ukonkrete svar, vil jeg opfordre dig til, at skrive så præcist som muligt. På forhånd tak
Diagnoser: Svær grad af autisme (asperger), ADHD, OCD og forskellige angstformer samt spisefortyrrelser.
Siden jeg var ½ år gammel, har jeg haft alvorlig angst, OCD og spiseforstyrrelser. Fra jeg var ½ år gammel fik jeg beroligende medicin, for jeg var bange for skygger lyset lavede, når det blev tændt om aftenen. Jeg var bange for at dø af at spise og min mor måtte blende alt mad fra jeg var ca. 2 år gammel og nogle år frem. I dag har jeg stadig svært ved at spise, men har fundet strategier til at spise, men er jeg ude blandt andre, så får jeg igen problemer med at spise.
Min folkeskole tid var et helvede, da jeg var så sanseforstyrret grundet min autisme, at jeg overhovedet ikke kunne holde ud at være i lokalet med andre elever, bevægelser, lyde, lugte mm. Jeg gennemførte aldrig folkeskolen, men pjækkede ofte. Jeg var så invalideret af angst og OCD når jeg var i skole, at jeg slikkede hænder, bed kinder, og aldrig kunne sove, men lå med katastrofetanker natten lang, fordi min struktur var væk. Jeg havde ingen venner for alvor, for jeg anede ikke hvad jeg skulle med dem. Det samme gjaldt kæreste forhold.
Som ung voksen led jeg af alvorlig angst og OCD, hvilket stærk angst medicin ikke kunne dulme. Jeg drak meget alkohol, fordi ellers kunne jeg ikke klare livet. Jeg har forsøgt mig med kæreste, og da jeg er en ret smuk naturlig kvinde, så tiltrak jeg i den grad det modsatte køn trods at jeg slet ikke kunne find eud af at begå mig socialt og ligeledes siger alt det, man ikke siger i sociale sammenhænge.
Senere løber jeg fra job til job, fordi jeg var så angst og havde masser af katastrofetanker samt OCD tanker og handlinger. Min spiseforstyrrelse er sit højeste i denne periode. Selvom jeg arbejdede for 3-5 mennesker, fik jeg aldrig rigtig noget at spise, for jeg kunne ikke synke maden og samtidigt skulle den undersøges for pletter, huller mm. for hvis ikke maden var fuldstændig fin, så gav den mig katastrofetanker hvis jeg spiste den. Jeg arbejdede så meget, fordi jeg ikke kunne mærke mine grænser, men også fordi jeg ikke forstod deres forventninger til mig, og derfor var det bedre, at være på den sikre side. Jeg skal udregne alt med hovedet, fordi jeg slet ikke forstår andre mennesker. Jeg er ekstrem højt begavet samtidigt, hvilket kun gør mine udfordringer værre - især fordi mine behov ofte bliver misforstået af samme grund.
Jeg har intet filter i hovedet og alt går lige ind på lystavlen. Mit liv er en evig kronisk stress og jeg er altid hjemme og alene, da jeg slet ikke kan klare at have folk i mit hjem. Det er så slemt, at jeg heller ikke kan have min mor på besøg. Jeg kan heller ikke klare at være udenfor Københavnsområdet, for her får jeg også alvorlige katastrofetanker. Jeg har nemlig så meget behov for struktur, at hele min verden falder sammen, hvis ikke jeg kan skabe struktur i omgivelserne heriblandt mennesker.
Mit problem er også, at jeg simpelthen ikke forstår, hvad folk siger til mig. Jeg har overhovedet ikke evnen til at forstå mentalisering, det non verbale, kropssprog, mimik mm. Jeg er nødt til at handle ind med hovedtelefoner, da jeg slet ikke kan klare nogen farmer for "larm" og ej heller ikke kontakt med andre. Jeg bliver angst og får katastrofetanker bare ved at folk henvender sig til mig.
Jeg kan ikke mærke smerte, min krop samt følelser. Derfor har jeg altid fået gjort vold på mig selv og ofte er jeg kommet til skade både fysisk og psykisk, fordi jeg ikke kunne mærke hvor grænsen gik. Jeg kørte bare der ud af og til sidst gik krop og sind helt ned. Jeg blev endelig udredt som 43 årig i 2014 efter 16 års selvbetalt terapi, fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg blev ved at have det så skidt. Terapeuten fortalte mig aldrig om sin mistanke om diagnoser, men jeg blev selv bevidst om det efter mit 20'ende forsøg på et uddannelsessted, hvor jeg igen fik det så slemt, at jeg ikke sove og endte igen med alvorlig stress samt bi-diagnoser til følge. Det var ikke logisk i mit hoved, at jeg efter så mange år i terapi stadig ikke kunne tage mig en uddannelse. Min autisme er så slem, at jeg heller ikke kunne forstå, hvad undervisere siger. Jeg har af samme grund aldrig haft et særligt godt sprog, men gentog ofte de få ord, jeg kunne. Udtalen har været et kæmpe problem for mig altid. I dag har jeg øvet mig og kan skrive nogenlunde, men snakke har jeg stadig svært ved.
Kommunen har nu forsøgt at få mig ud i arbejde ved at lade såkaldte specialister indenfor autisme hjælpe mig. Problemet er, at jeg overhovedet ikke kan forstå, hvad de vil have mig til og det ender i konflikter. Fordi jeg er så kvik i pæren, mener de at jeg burde kunne forstå tingene, men det gør jeg langt fra. Mi familie ved godt, at jeg er ekstrem hårdt ramt, det samme ved min psykiater og tidligere mentor gennem 2 år, men kommunen og andre specialister (samarbejde med kommunen) vil ikke lytte. Kommunen tror ligeledes at asperger er en mild form for autisme, hvilket er fuldstændigt forkert. Man kan have forskellige grader af den autisme man har, og jeg har den i meget svær grad.
Jeg har selv meget gerne ville ud og arbejde med programmering, og fordi jeg ikke kan mærke egne grænser - og desuden også lige skulle acceptere mine diagnoser - har jeg troet, at det kunne lade sig gøre. I dag er jeg endelig blevet klar over, at jeg aldrig kommer ud for min dør, så ramt er jeg. Med mange nederlag og alvorlige sanseforstyrrelser, er min hjerne helt nedsmeltet i så alvorlig grad, at den intet tåler. Min hjerne har aldrig kunnet tåle ret meget, men min ADHD sørgede for at jeg løb fra den via druk hele tiden. Jeg kan nemlig kun være udenfor min dør, hvis ikke jeg har drukket. Jeg har gået hos en yderst kompetent mentor med speciale i autisme, som har lært mig om sund kost, sund livsstil med motion (foregår med hovedtelefoner og uden social kontakt), fordi jeg håbede det kunne gøre, at jeg kunne arbejde. Det kan jeg dog ikke, fordi jeg er så hårdt ramt. Jeg vil heller ikke drikke for at udholde at komme ud for min dør. Jeg var ved at dø grundet alvorlig jernmangel og kronisk stressi 2014 lige før min udredning.
Jeg er 46 år i dag og sskulle også lige selv acceptere, hvor alvorlig min autisme er. Det er hermed gjort og jeg har nu søgt førtidspension på et foreliggende grundlag. Jeg har talt med Dukh og de siger, at jeg er berettiget til førtidspension, men det mener min tidligere sagsbehandler ikke, og har derfor skrevet i min ansøgning, at hun mener, at jeg skal ud og arbejde. Jeg kommer ikke ud og arbejde så meget ved jeg. I givet fald vil et ende med min død, da jeg er helt og aldeles udbrændt både i krop og sind. Mine katastrofetanker og nedsmeltninger indeholder ofte selvmordstanker. Det er ganske normalt at have nedsmeltninger med en autisme. Denne nedsmeltning er dog yderst slem sammen med en ADHD. Man ved ikke hvad man selv gør under disse alvorlige nedsmeltninger.
Hvad kan jeg gøre, hvis jeg får afslag efter mit møde med pensionsteamet som er dateret d. 16. august 2017? Jeg har heldigvis fået nogle hjælpere, da jeg slet ikke kan klare at kæmpe selv. Jeg kan kun klare ting, når jeg er helt alene med helt ro. Jeg sover altid med ørepropper og har altid høreværn på om natten, ude og hvis der er uro hvor jeg bor.
Mvh. Camilla