|
De kan ikke se en grund til at jeg ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Det kan muligvis være fordi jeg har fået ny sagsbehandler og denne har ikke kunne finde rundt i alle mine mange journaler og kender således ikke min sag detaljeret.
Måske kan en skriftlig opsummering af min sag hjælpe, men hvad ved jeg, når de først siger det ene, men gør noget andet efter at de har drøftet min sag internt.
På den anden side siger de, at de tror på, at jeg syg!
Synes ikke rigtig at det hænger sammen, hvorfor jeg søger råd hos jer.
Jeg uddyber det herunder.
Jeg har været i jobafklaring i 2 år og på seneste møde med sagsbehandler fik jeg vide at jeg grundet min sygdom bør komme på et ressourceforløb, men det endte med at de ringede mig op og fortalte at jeg skal på kontanthjælp.
Det skal siges at lægerne ofte mener at jeg har diffuse smerter og ved ikke helt hvad de skal gøre, hvorfor jeg føler, at jeg har været en slags forsøgskanin og indtaget mange forskellige kemikalier, hvor jeg har nedtrappet nogle piller, men optrappet andre, også kører vi en ny runde med andre piller, når pillerne ikke har den nødvendige effekt eller medfører for store bivirkninger, men tiden går og jeg er stadig syg på 4. år. En skrue uden ende, og det belaster nu psykisk efter mange års sygdom, for ikke at nævne, at det også påvirker mine børn og mand! Ret tit må vi aflyse vores planer for dagen pga. mine smerter. Og vi kan slet ikke planlægge langsigtet!
De har nævnt fibromyalgi og migræne udover min diskusprolaps, som stråler med stærke smerter ned i begge ben. Desuden har jeg så store smerter at jeg ikke kan sove og bliver vækket af smerterne i løbet af natten. Jeg er besvimmet flere gange om natten muligvis pga smerterne på vej mod indtagelse af smertestillende.
Men de vurderer alligevel at jeg kan varetage et job, selvom jeg har været i jobafprøvning 10 timer om ugen, men kunne ikke klare det.
Har sagsbehandlerne (i København) så travlt, at de ikke kan finde rundt i vores sager?
Eller misforstår de vores journaler?
Måske misfortolker de lovgivningen?
Eller også er lovgivningen skruet sådan sammen, at den er imod os, hvis lægerne ikke umiddelbart kan hjælpe?
Bare min undren og I behøver ikke at svare på alle spørgsmål, men noget er ikke logisk her.
Tror flere af jer kan genkende store dele af ovenstående.
Og i øvrigt tak for hurtigt svar.
|