Jeg kæmper med nogle ting som skete i min barndom, som jeg har fået psykolog hjælp til på smerte klinikken. Min måde da jeg var rask, for at slippe væk fra de ting, var at arbejde og arbejde rigtig meget. Til tider har jeg arbejdet 40 timer i træk, og arbejdede næsten altid 12-18 hver dag. Når jeg arbejdede så meget, så var der ikke tid til at tænke på barndommen. Det var min måde at slippe væk på, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre indtil en rigtig dygtig psykolog lurede at, jeg ikke havde haft en barndom som de fleste
Og når tingene går galt som nu, er min første reaktion og tanke. At arbejde mig ud af alle mine problemer. Så lige nu har jeg krise, ekstremt dårlig økonomi, mange smerter, og er nede psykisk pga alt det lort livet smider i hovedet på mig lige nu. Og jeg kan ikke arbejde mig ud af det som ellers har reddet mig igennem mit liv.
Så lige nu hvor mine smerter er højst, er jeg også nød til at kæmpe psykisk med min skod barndom, og helt ærligt så er kræfterne sgu ved at slippe op, jeg har haft troen på at det hele skal gå. Men efter den reform kom til, så må jeg sgu indrømme at der er sgu ikke noget håb tilbage, samtidig prøver jeg at holde humøret oppe på kæresten, som græder og heller ikke kan se sig ud af vores skod situation, og lige nu er kræfterne bare sluppet op. Samtidig får man at vide af sin sagsbehandler, at man skal bare tage det med ro, og det hele skal bare have tid. Det kan hun sgu sagtens sige, det er jo ikke hende der er på vej ud i bundløs gæld
i må undskylde men er fandme træt af det hele lige nu
