Jeg har i flere år presset på for at komme nærmere en afklaring, men kommunen synes altid at finde på nye fikse ideer jeg først skal afprøve, inden en afklaring kan finde sted. naturligvis bliver de ved med at fastholde at målet er 37 timer i et ordinært job (det gør de for langt de fleste).
Selvom sagsbehandlingen ikke burde blive påvirket af min ændrede økonomiske status, vil den blive det. Jeg talte med en kommunalrådgiver og denne indrømmede klart at det bliver gjort meget for borgere på sygedagpenge, mindre for borgere på kontanthjælp og næsten intet for borgere på ægtefælle (og nu samlever-) forsørgelse. Det handler om hvilken økonomisk udgift man som uarbejdsdygtig samfundsborger udgør for kommunen - jo større udgift - jo større indsats gør kommunen for at få dig væk fra dette forsørgelsesgrundlag. Det er en meget meget trist udvikling..................... derfor mener jeg min frygt er begrundet.
Det kan godt være at politikkerne teoretisere hvordan arbejdet i kommunerne skal være, men i praksis forholder det sig meget anderledes - de har bare ikke indset endnu.
Jeg har selv været meget initiativtagende i forhold til at skubbe på for at opnå en afklaring, men min kommende praktik var så tæt på at gå i vasken som den kunne være. Ja faktisk blev den aflyst, da kommunen ikke mente jeg var motiveret nok, i det jeg holdte fast ved at det timeantal de ønskede jeg skulle starte ud med var urealistisk, når jeg også skulle fungere som menneske ved siden af. Den eneste grund til den blev genoptaget, var jeg allerede havde en virksomhedssamtale på hånden, som jeg endnu ikke gjort kommunen opmærksom på. Da de fik dette oplyst blev praktikplanerne genoptaget............uden videre.....idet deres afvisningsgrundlag ikke holdte vand.
Jeg har sagt til min fagforening at dette skal være min sidste praktik - hvilket måske er årsagen til der ikke er sat en slutdato på forløbet...........
Gekko
