Hej - jeg er ny herinde, og fandt denne side omkring flexjob - fantastisk btw!
I 2007 kørte jeg galt og fik ødelagt min ryg, hvilket har resulteret i at jeg har nedsat arbejdsevne.
Jeg har siden 2008 været kastet rundt til alle mulige forskellige ting, som de mente ville hjælpe mig - uden resultat!
De startede med at sætte mig i arbejdsprøvning som resulterede i at jeg gik ned psykisk, da disse mennesker ikke kunne forene sig med tanken om at man kunne se normal og funktionel ud, men have meget ondt. Det resulterede i at jeg knækkede sammen og endte i et sort hul, hvor jeg følte at de negligerede mine smerter og problemer.
2,5 år efter endte jeg på tværfagligt smertecenter på Herlev Hospital, og endte i en gruppe der ikke kunne andet end at beklage sig og snakke om hvor surt livet var, og det er jo egentlig en selvfølge for mig, at livet godt kan være ret hårdt, når man står ansigt til ansigt med en frygt og en knapt så tolerabel udsigt.
Det endte med at jeg tog sagen i egen hånd, stoppede på smertecentet, lagde en "avav-plan" med min læge, og prøvede at gøre det jeg var god til, som er mennesker.
Jeg fik en praktikplads i en svømmehal som senere blev til løntilskud, og nu er jeg her, hvor jeg er i gang med at søge flexjob.
Jeg har en super rar og kompetent virksomhedskonsulent, som der liiiige skulle prøve at presse mig til lidt flere timer, hvor jeg pudsede min mor på ham. Denne konfrontation endte med, at de godt kunne se at det ikke nyttede at presse mig ud i smerteprovokerende situationer, da jeg endte med at være sengeliggende i min. 2 døgn efterfølgende - så nu er vi i gang!
Min behandling ligger i de gode perioder på dolol, muskelafslappende, parcetamol og ibuprofen.
I de dårlige perioder er det petidin
Jeg går til fysioterapeut 2xugentligt, akupunktur 1x ugentligt og får xylocain-blokader i lænden hver 14 dag.
Jeg har nogle spørgsmål, som er en stor del af min hverdag, så jeg håber der er en eller flere som kan rådgive mig (eller give ideer):
1. Jeg har altid været meget aktiv. Som gammel elitesvømmer, får jeg virkelig uro i kroppen, hvis jeg ikke træner. Faktisk har løb og svømning gjort smerterne mere stabile i de mindre smertefulde perioder. Derfor laver jeg en gang imellem en lille Triathlon eller løber halvmarathon. Dette kan være misvisende, da det måske ikke er helt normalt at gøre det når man er 10% invalid - men jeg elsker det, og jeg føler at jeg kan gå på vandet bagefter, og at min ryg ikke bestemmer.
Hvad gør jeg i disse situationer, hvis kommunen spørger ind til det? Jeg vil jo gerne fortælle dem alt, men vil bare heller ikke have at de tror jeg er en svindler (og det er min største skræk, og jeg er altså ikke en svindler!)
Min læge er helt med inde over det her, og det er altid ham der har det sidste ord mht. Løb eller andet.
2. Jeg føler ikke altid at folk kan forstå hvordan jeg kan have ondt. Jeg er positiv af natur, og smiler altid. Min familie kan se bag facaden, hvis smilet er lidt stift, men andre kan ikke. Så hvis jeg har vanvittig ondt, har jeg brug for at udtrykke det, fordi ellers føler jeg at folk bare tænker "ja ja, vi alle har jo ondt et eller andet sted" er der andre der har behov for at være defensive?
Hvis ja - hvordan håndterer i det?
3. Hvis man får flexjobbet, vil det fortsætte med at være så besværligt, og skal man kæmpe mod systemet resten af sit liv?
På forhånd tak
