Selvom min voksne søn i korte perioder har boet her, så har jeg altså ikke samme bekrymrings-gen tilsluttet, som jeg har overfor mine små børn. Min søn er jo voksen og selvstændig.
Men garanteret, hvis han havde været syg eller andet, så var jeg nok også typen der ville ''se'' ham som ''min opgave'' og ville nok hurtigt få tilsluttet bekymrings-genet og fået forlænget hans barndom til langt ind i voksenlivet, med mig om guide og pyldre hoved - kan næsten se i ånden hvordan jeg ville lune hans morgentøfler på radiatoren, så hans lille str 44 ikke skal ramme det kolde plankegulv, mens jeg forsigtigt ville spørge hvad han kunne tænke sig til middagsmad....
Det ville garanteret blive usundt for begge.
Omvendt kan jeg godt have en usigelig trang til selv at flytte over til min egen Mor og blive nurset på den måde - om ikke andet, så bare for et par uger. Selvom jeg er 43 og hun er 87, så er navlestrengen aldrig helt blevet klippet over. Nu har vi så bare fået en alder, hvor vi nyder tilhørsforholdet.
Kigger man på Italien, Frankrig, Spanien mf, så er det en ganske naturlig ting, at forældrene drager omsorg for sine børn, hele livet - i Italien hævder de fleste mænd da også, at den vigtigste kvinde i deres liv, er deres Mor. Så når Mor ikke længere kan tage vare på sin søn, så tager sønnen vare på sin Mor ved simpelthen at lade hende flytte ind indtil den dag hun dør. Ofte med stor forfærdelse for mandens kone, som udmærket ved, at der er en kvinde der er vigtigere end hende i huset.
- som mor til 3 sønner synes jeg godt om ideen!!
