mere fra FS om at optage samtaler...debatindlæg...
Hvorfor så bange for båndoptagere?
http://www.fyens.dk/article/982930:D...-baandoptagere
Som bisidder for et familiemedlem, som på grund af en arbejdsulykke gradvis har ændret status fra uafhængigt, selverhvervende menneske til social klient, læste jeg med stor interesse Fyens Stiftstidendes artikel om kvinden, der i sin kamp med kommunens socialforvaltning i det skjulte optog de møder, hun havde med sin sagsbehandler.
Det store flertal af læsere, for hvem ord som "méngrad", "erhvervsevnetab", "arbejdsprøvning", "kommunens lægekonsulent", "førtidspension" osv. heldigvis er ord uden særlig betydning, har formentlig læst artiklen uden at tænke dybere over den.
Men hos andre, for hvem disse ord refererer til kortere eller længere tids ofte bitter kamp med kommunale sagsbehandlere i bestræbelserne på at få et så godt liv som muligt til trods for forskellige dårligdomme, har læsningen uden tvivl vakt stærkere følelser.
For mig, som under læsningen kunne nikke genkendende til mange ting, var det følelserne afmagt og af desperation, der var mest udtalte.
Afmagt, fordi det er sagsbehandleren (kommunen), der skriver referat - journal - af møderne mellem kommune og klient og dermed suverænt bestemmer, hvad der er aftalt.
I den bedste af alle verdener, hvor forholdet mellem klient og sagsbehandler hviler på tryghed og gensidig tillid, ville dette ganske givet være uden betydning.
Men i den virkelige verden er det, som kvinden i artiklen beskriver det, ofte problematisk.
Klienten må gerne efter anmodning få adgang til at se, hvad der er blevet noteret, men har ikke ret til at få ændret noget i journalen.
Og desperation ved mindet om det møde, jeg som bisidder havde bedt om, fordi der var uenighed om, hvad der skulle stå i den begæring om førtidspension, som kommunen havde indsendt.
På mødet dukkede den lovede diktafon, som skulle bruges til afslutningsvis at diktere, hvad parterne var blevet enige om, ikke op.
Tilsynekomsten af min lille interviewbåndoptager, fremkaldte dog omgående den klokkeklare reaktion fra sagsbehandleren: "Hvis du tænder den, så bliver der ikke noget møde. Så skulle jeg jo sidde og koncentrere mig hele tiden"!
Så også efter dette for klienten særdeles vigtige møde, måtte jeg affinde mig med, at mødelederen alene skrev referatet til kommunaldirektøren.
Men selv om det utvivlsomt bliver lidt mere besværligt for sagsbehandlerne, så synes jeg, at kommunerne snarest skulle give en generel tilladelse til, at klienter, hvis de ønsker det, anvender båndoptager ved møder. Herved kunne klienten fastholde, hvad der blev sagt samtidig med, at den synlige båndoptager ville være fair over for sagsbehandleren.
Alternativt kunne det indføres, at møder blev afsluttet med udarbejdelsen af et kort beslutningsreferat.
Begge ændringer af den nuværende praksis ville være til fælles fordel. For så ville der nemlig, for at citere en kendt politiker, ikke være noget at komme efter!
bjarne andersen
Elledalen 1, Morud