Citat:
Oprindeligt indsendt af helenekr
Kender det - før jeg fik førtidspension, brugte jeg en hel jul og nytår på at skrive ressourceprofil og skrive anke - selvom sagen slet ikke havde været oppe.
Jeg kunne SLET IKKE noget!! Sad og gloede stift ind i fjernsynet uden at ''se'' noget, læste bøger, uden egentlig at læse noget....tankerne handlede KUN om sagen, og jeg vadede rundt i en konstant tåge og var slet ikke MED i samtalerne, med mindre de selvfølgelig handlede om min sag. Og om natten lå jeg lys vågen og tænkte så det knagede, stod op - røg smøger, surfede på nettet, gik i seng....stod op igen, røg flere smøger, og var døden nær når vækkeuret ringede om morgenen.
Nejnejnej, det var en FRYGTELIG TID!!
Og den varede lige indtil jeg endelig fik ''BREVET'' hvor der stod pensionen var tilkendt, men der havde jeg også bare indrettet mit liv på sådan en måde, at jeg KUN kunne koncentrere mig om postkassen - og havde posten ikke været der kl 9.15, jamen så startede jeg allerede med at vente på det skulle blive næste dag kl 9.15 - behøver vel ikke sige, at det var nogle rigtig lange dage???
Og da brevet så endelig kom (der kom faktisk to!) så turde jeg ikke åbne dem og brugte laaaaaang tid på at samle mod til at åbne dem, og da jeg endelig åbnede dem og så jeg var blevet tilkendt førtidspension, jamen så læste jeg brevene om og om igen fordi jeg næsten ikke kunne tro på, at det hele faktisk var ovre....og jeg læste dem MANGE GANGE den dag - og de efterfølgende dage.
Engang i mellem støder jeg på brevene i skuffen, og får nøjagtig samme sus som den gang, selvom det er flere år siden......
Og får jeg et brev med kommunens stempel og logo, så svimler det næsten for mig, for jeg forbinder simpelthen de breve med noget negativt og sveder angstens sved, bare ved at se kuverten.....
|
Nu er der 1 uge tilbage til pensionsnævnet kommer med en afgørelse og jeg er så bange for det svar der måtte komme at det på igen måde er sundt for mig. Har de sidste 3 dage haft smerter i brystet og prøver at berolige mig selv med at det blot er nervøsitet.
Jeg nåde ikke at tale hele min sag til partshøringen da der ikke var tid nok, men havde skrevet alt det ned jeg ville sige/have sagt og det fik de lov til at beholde da jeg gik derfra.
Jeg har adskillige gange ikke kunnet undlade at læse de papir igennem som jeg afleverede ved partshøringen og selvom jeg mener det hele taler for en ftp, så sidder jeg med tanken om at det nok skal lykkes dem at finde et smuthul.
Jeg tror heller ikke at det bliver nemt for mig at åbne brevet når det kommer, tanken om hvordan jeg reagerede da de ville indstille til afslag og hvordan jeg vil reagere hvis det bliver et afslag er slet ikke til at holde ud.
Har virkerlig nederen på
