Jeg henvender mig da jeg efterhånden er ret desperat.
Vil prøve at lave et meget overordnet overblik over min sag.
Har gennem hele livet lidt af tilbagevendende depressioner.
Sygemeldt siden juni 2010 til d.d - efter indlæggelse på psykiatrisk afd. Fået sdp i hele perioden.
Har efterfølgende været igennem undersøgelser hos 2 neuropsykologer, de konkluderer at jeg har varige og stationære væsentlige kognitive begrænsninger.
Arbejdsprøvning af 4 ugers varighed hvor konklusionen bla er at min arbejdsevne er ubetydelig.
Psykiatrisk speciallægeerklæring hvor psykiateren bla konkluderer en ” varig tilstand med reduceret funktionsniveau. Det vil ikke være hensigtsmæssig med yderligere arbejdsprøvning/aktivering, idet et sådan stressmoment vil indebære risiko for forværring af tilstanden.”
Udtalelse fra rådgivende psykiater ( jobcenterets "egen" mand )som bla skriver ” at en afklaring af arbejdsevnen må formodes, at være forbundet med selvmordsfare samt at der ikke er yderligere udviklingsmuligheder.”
Der foreligger også udtalelser fra kommunens egen lægekonsulent samt min psykiater fra dist. psykiatrien midt/vest som begge skriver at min arbejdsevne er meget lille og at det er uhensigtsmæssig med flere arbejdsprøvninger/aktivering.
På vegne af ovenstående samt ressourceprofil har jeg søgt om førtidspension hvilket er afslået. Pensionsudvalget mener jeg skal have et flexjob og at jeg ikke er ordentlig afklaret mht arbejdsevnen. Jeg har sendt klage over afgørelsen.
I går modtog jeg tlf besked om at visitationen til et evt flexjob OGSÅ er afslået ( hvilket jeg også agter at klage over). Har i dag ( 29/11- 12) modtaget brevet om afslag samt ophør af sdp. Jeg kan komme med yderligere kommentarer til sagen der skal være JC i hænde senest på onsdag d 5/12 – 12. Mine sdp ophører kommende fredag og jeg må nu søge om kontanthjælp. Sagsbehandleren har hele vejen været en stor støtte og været meget behjælpelig, hun er mildest talt chokeret over kommunens vurdering.
Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre og nu spørger jeg - kan der gøres noget eller må jeg bare acceptere sagens gang ? Hilsen Vienne