|
Jeg er en "lidelsesfælle" og må indtil videre konstatere, at det ikke er lykkedes mig at have et længerevarende ligeværdigt kærlighedsforhold - bortset fra eks-mand samt en kæreste som ikke var god ved mig.
Nu hvor jeg er velmedicineret har også jeg behov for tosomhed, men jeg tør alligevel ikke involvere mig... min erfaring siger mig nemlig, at jeg lige pludselig får et stort behov for at være selv... og det kan jo være svært for en partner at forstå og acceptere. Hvilket jeg naturligvis godt kan forstå.
Når jeg ikke har en kæreste har jeg langt nemmere ved at forblive stemningsneutral, så jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde får en "rigtig" kæreste.
Men fat mod - jeg kender mange bipolare som er i gode stabile kæresteforhold. Hvis du søger ligesindende, så tjek "Livsnettet" - her er der en gruppe for bipolare og deres pårørende. Her er der meget hjælp, støtte, gode råd og forståelse at hente. Vi mødes af og til og det er super hyggeligt.
Med ønsket om at du snart finder en sød og dejlig kæreste,
FrkM
__________________
Uddannet socialrådgiver - nu fp.
|