|
Nu hører jeg ikke ligefrem til gruppen af unge ;-), men jeg kender rigtig godt til det at være flov/skamme sig over at være syg. Træder jeg et skridt tilbage, så er jeg naturligvis udemærket klar over, at det jo ikke er noget at skamme sig over, men ikke desto mindre bliver jeg til tider overmandet af følelsen...
Jeg øver mig dog i at være ærlig, netop fordi jeg jo rent faktisk også har behov for, at der bliver taget nogle hensyn. Når det lykkes, oplever jeg stort set hver gang medfølelse og empati. Eller sagt på en anden måde: jeg øver mig i at være den, jeg rent faktisk er, i stedet for den jeg var og/eller den jeg ønskede jeg var.
|