Citat:
Oprindeligt indsendt af L.S.
Jeg er selv i §100-ansøgningsrumlen, og finder det ligeledes grotesk, at selve tilkendelsen af en førtidspension IKKE anses som værende en voldsom ('ikke-uvæsentlig') foranstaltning, der i sig selv påger på, at man har behov der er større end de flestes!  Jeg har dog ansøgt (som enkeltydelser)og fået tilkendt diverse behandlings- og andre tiltag, igennem de sidste par år, og vil betegne disse som 'foranstaltninger', der netop påpeger og understøtter et ekstra behov for hjælp.
Og jo flere ressourcer der skal bruges på disse U-tallige ansøgningsrunder, jo mere udmattes man psykisk, og dermed stiger netop behovet for... FLERE foranstaltninger 
Stigende udgifter er en logisk følge af dette, og i sig selv et argument overfor den tiltagende skrigen om snylten på næsten tomme pengekasser!
Den nuværende situation svarer jo til, at man får afslag på hjælp til en betændt fod ( mindre dyrt), for at undgå at den skal amputeres (meget dyrt) - og derefter får at vide, at man ikke 'tilhører Personkredsen der kan ansøge' - fordi foden ikke er amputeret... men kun betændt.  |
Til det markerede. Jeg har svært ved at se hvad der er mere "hjælpe agtigt" end en førtidspension. Man får førtidspension 24 timer i døgnet 365 dage om året, og for det flestes vedkommende resten af livet. Det vil sige måske 30-50 år.
Jeg tænker også meget på hvad alt det her halløj koster. Min sag har kørt i 3 år uden at jeg har fået hjælpe. Jeg har fået afslag, klaget, fået medhold så har kommunen klaget. Så er sagen sendt tilbage til kommunen, så får jeg afslag igen, jeg klager bla. bla. bla. osv. osv. osv.
Og det tager jo en krig. Min sag kom i ankestyrelsen, da har over et års ventetid på en afgørelse, det er SÅ grotesk
Hvor længe har du været igang med din §100 søgning?
Og jeg er helt enig med dig i det du skriver.