[mukke]

Der er nok ikke så meget at sige til det her. Jeg er bare nødt til at sige det til nogen.
Har lige talt med en meget venlig sagsbehandler i Nyropsgade, - et rutinemøde imens jeg venter på svar fra beskæftigelsesankenævnet.
Vi diskuterede min situation, mine umådelig mange år som kontanthjælpsmodtager, min psykiske slidthed, min længsel efter et liv, der lader sig gøre, de mange år, hvor jeg bare var syltet osv.
Da hun hørte min sag, forstod hun godt, at jeg ikke tror på noget længere.

Hvis beskæftigelsesankenævnet siger nej til at jeg må gøre min uddannelse færdig, skal jeg i virksomhedspraktik, - hvis den kan findes. Det er ikke lykkedes for to hold "anden aktør".
Hvis den findes, og hvis de fyrer mig, når kommunen ikke længere betaler for mig, er der størst sandsynlighed for, at jeg bliver holdt i kontanthjælpssystemet indtil folkepensionen.

Jeg spurgte hende, om hun nogensinde havde set en ufaglært med skånebehov, med en ufærdig akademisk uddannelse og uden tidligere fast tilknytning til erhvervslivet få sin første ansættelse som 58-årig. Jeg så en svag hovedrysten inden hun gav et henholdende svar.
Jeg kender folk, der har fået tæv på jobbet med PTSD til følge, og de har pension og et godt liv idag.
Jeg har også fået tæv og har ptsd i en vis grad, men jeg har ikke været ansat, så gælder ikke.

Uanset, hvad der bliver sagt fra læge, reumatolog og psykiater, har jeg ikke engang udsigt til flex. Jeg er nødt til at være meget, meget syg for at slippe ud, og jeg har bare gebrækkeligheder og skånebehov at "byde" på.
Hvis jeg evt. får nedsat tid, hvad mine arbejdsprøvninger synes at pege på, er jeg stadig underkastet kontanthjælpsregimet.
Jeg må ikke eje nok toil en ordentlig tandlægeregning. Jeg kan blive forfulgt til jeg dør på grund af studiegæld, uden mulighed for at søge eftergivelse, og aldrig må jeg rejse til udlandet med mine venner, hvis de giver mig en rejse.

Som SR Bistand siger, er der ingen vej ud.
Det bliver nok 9 ekstra år på kontanhjælp oven i de 11, jeg har gennemlevet

Jeg er begyndt at gribe mig selv i at spekulere over, hvordan jeg skal finde et garanteret trygt og kærligt hjem til katten, og hvem, der skal have hvad.