[Viper]

Kære alle på K10.

mange af jer kendte ikke Sussie, men mange af jer gjorde og ville ønske at tage afsked med hende på ordentlig vis. For at I ikke skal være udenfor får I her de 3 små taler jeg vil holde over Sussie ved hendes bisættelse. de er helt i Sussies ånd hvad angår indgangsdigt (med oversættelse) og hovedtale. Udgangsdigtet er mere i egne og jeres ånd og tanke.

Indgangsdigt

Do not stand at my grave and weep. I am not there. I do not sleep.
I am a thousand winds that blow. I am the diamond glints on snow.
I am the sunlight on ripened grain. I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning's hush I am the swift uplifting rush Of quiet birds in circled flight.
I am the soft stars that shine at night. Do not stand at my grave and cry; I am not there. I did not die.

Stå ikke ved min grav og græd. Jeg er der ikke, jeg sover ikke.
Jeg er tusinde vinde der blæser. Jeg er diamanternes glimt i sneen.
Jeg er solskinnet på det gyldne korn. Jeg er den milde efterårsregn.
Når du vågner i morgenens stilhed er jeg den stigende raslen af stille fugle i cirklende flugt
Jeg er de blide stjerner der skinner i natten
Stå ikke ved min grav og græd. Jeg er der ikke, jeg er ikke død.
(givet mig af lizzy her på K10)


Hvordan beskriver man et af de ædleste mennesker man har mødt uden at forfalde til floskler og platheder? Jeg ved det ikke.

Sussie var et menneske på godt og ondt. Mest godt kan jeg heldigvis sige.
Hun var modig og fuld af følelse og empati. Hun støttede altid op om sine venner og medmennesker med en utrolig kampgejst.
Hun elskede livet på trods af mange besværligheder og ofte hårde kår, og gik livet i møde med en glæde og entusiasme man kun kan plusunde hende.
Sussie formåede på ofte umærkelig måde at sprede glæde, humor, tryghed og hygge omkring sig, selv når hun ikke havde det helt godt. Det lykkedes mig aldrig at aflure hende kunsten helt selv om jeg ved gud har forsøgt.

Men Sussie var meget mere end det. Hun elskede dyr, især katte. Hun kunne blive som et lille henrykt barn når hun så kattene lege eller fuglene fouragere i haven, og hun var frygtelig i sit raseri hvis hun så dyrene blive mishandlet eller bare dårligt behandlet.
Sussie gjorde ofte grin med sig selv. En af hendes yndlingsemner på dette felt var fordomme. Hun plejede altid ved passende lejligheder at sige: ”Jeg hader fordomsfulde mennesker.” med alle tegn på foragt, for så i næste åndedrag at grine lidt undseligt og fortsætte. ”og hvad siger det så lige om mig selv? Hvad, hvad, hvad? Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt, ikk’?”
Sussie havde en anden yndlingsironi om sig selv. Hun kunne godt blive småknotten hvis jeg kom til at lave en bøf på en eller anden måde.
Af uransagelige grunde endte disse episoder altid på samme måde, om end ikke altid på samme dag.
pludselig ville Sussie komme stormende hen til mig med alle tegn på frustration og deklamere højlydt, ofte imiterende yvonne fra olsenbanden:
”Altså, DET siger jeg dig Jens, ham nemesis må virkelig have et horn i siden på mig. Her går jeg og skælder dig ud for alt muligt, og så skal han selvfølgelig lige få mig til at lave samme fejl.”
Som I sikkert har gættet endte disse episoder altid med at vi begge sad og skraldgrinede, hvorpå Sussie med lillepigestemme sagde: ”men du elsker mig da alligevel, ikk’?”
Sådan var vores ægteskab. Fuld af skæg og latter på trods af diverse problemer.
og så har jeg ikke sagt noget om de gange hvor jeg blev irriteret og fik nemesis stegepande i nakken, vel? Jeg imiterede bare Egon i stedet.
Sussie var også, ligesom mig selv, en skønsom blanding af små idiosynkrasier. Små ting i hverdagen der egentlig ville irritere en, men som man efter et stykke tid kommer til at holde af ved den anden og ikke vil undvære for alt i verden.
Jeg vil dog ikke blamere hende ved at komme med eksempler, men blot konstatere at disse også vil være noget jeg kommer til at savne som alt andet ved Sussie.
Sussie havde et livsværk. Det kom til udtryk på forskellige måder, men temaet var altid det samme. Medmenneskelighed og næstekærlighed.
Jeg har set Sussie kæmpe indædt og sammenbidt for at sikre andre bedre vilkår. K10 og socialpsykiatrien er et par markante eksempler herpå.

Jeg har fulgt hendes kamp for at hjælpe sin familie når behovet var der.
Jeg har hørt hende samtale med andre og råde dem både forsigtigt og vist når de ikke vidste hvad de skulle gribe og gøre i.
Jeg har set hende bare holde om og være der når situationen kaldte på det. Og ikke mindst har jeg følt alt dette på egen krop når det var mig der havde problemer.

Det siger noget om Sussies storhed og ædelhed at hun var alle disse ting som jeg her har stået og talt om og mere til, når man betænker at hun og Frankie fik en opvækst der i stedet burde have sendt dem begge til en lukket psykiatrisk afdeling for længe siden.

Sussie. Du kom ind i en verden der ofte ikke ville have dig. Du levede, du lo, du græd, du kæmpede og du elskede. Alt sammen i en verden der ikke fortjente dig.
Du tog mig til dig, elskede mig, støttede mig, gav mig blide puf i den rigtige retning, tålte alt der kunne hjælpe mig. Du blev mit livs lys og kærlighed. Min ledestjerne i alt hvad der er godt her i livet.
Og du gjorde det med den følelse og empati og kærlighed der var egen for dig.

Et smukt lys er nu slukket, og tilbage står alle vi der er her til stede, og som havde det privilegium at kende dig og elske dig.
Hvor stor en sorg vi end bærer lige nu, så skal du vide at vi til evig tid vil bevare dig i vore hjerter som en umådelig og kostbar skat.

Æret være dit minde.



Udgangsdigt

Aldrig vil vi glemme dit smil, din væremåde, alt ved dig
Ordsproget "Kært barn har mange navne" Passer til dig vil mange sige, især dine venner.
Men især dine venner vil savne dig, især de nærmeste.
Der er ingen ord for vores sorg. Men min ven frygt ikke, vi klarer os sammen med dit kærlige minde i tanke.
(Givet mig af Phönix her på k10)