Jeg er stadig ny på siden, men kigger en del og kommer en gang i mellem med små indlæg og kommentare.
Jeg er ikke førtidspension eller flexjobber og håber heller aldrig at det er noget jeg skal spekulere i, men jeg kæmper kampen for min mand. Han orker det ikke og jeg kan ikke se passivt til. Det er ikke kun hans liv det berører, men også mit og vores datters.
Jeg læser mange indlæg om hvor hård kampen er og jeg kan sagtens følge jer. Jeg kan se hvordan tiden og tingene slider på min mand.
Han fejler lidt af hvert, efterhånden. Svær depression, knogleskørhed, opgivet ryg og skulder, konstant hovedpine, et par diskusprolapser, et par dårlige knæer som også er opgivet af læger og en mindre hjerneskade, der svigter hukommelse og konsentrationen. Og så har der været en del alkohol inde i billedet også - det er hårdt. Det skulle være lagt på hylden, han har drukket med måde til komsammener, istedet for meget og hver dag herhjemme. Frygten for at han falder i, vil altid sidde der, men det kæmper han meget for at han ikke gør. Han har det svært, det ved jeg.
Men jeg har det også svært. Det hårdt at skulle passe arbejde, barn, hus, handle, fritidsinteresser, venner, familie og samtidig ikke få noget hjælp af ham der går hjemme. Han prøver da, det ved jeg. Han prøver at støvsuge en gang i mellem og han kan da også vande blomster og hænge vasketøj op - hvis han husker det. Hukommelsen har det ikke godt og jeg er faktisk nødt til at skrive en seddel og ligge den på computeren, skrive det på tavlen i køkkenet og sende en sms til ham. Og alligevel, er det ikke sikkert blomsterne lige bliver vandet.
Venner og fritidsinteresser har vi ikke noget af længere. Min mand har ikke overskud og jeg har ikke tid. Jeg har måttet prioritere og det var det der faldt fra. Jeg har et arbejde hvor jeg først er hjemme omkring kl. 18 og så skal der laves mad og ryddes op, snakke med mand og datter og så er dagen gået.
Det er hårdt at se min mand som jeg har kendt i 12 år, sygne hen til noget hvor jeg skal hjælpe ham med alt. Selvfølgelig går han selv på toilet, børster tænder, finder "måske" noget mad i løbet af dagen og går i bad.
Det jeg gerne vil sige med dette er egentlig bare at komme ud med det. Jeg tror ikke jeg vil sige noget med det, men håber måske at der er flere i min situation, som ved hvordan det er at stå på den anden side.
Jeg synes mange glemmer os på den anden side. Alle siger at jeg er stærk og kan holde til det og det kan man i en periode. Jeg ved med mig selv at jeg er ved at være brugt op og skal tage mine skridt varsomt. Jeg har lige holdt mine sidste 3 mdr. barsel, noget jeg havde gemt fra datteren på 8. Det har kostet os 25.000 kr men det var det værd. Penge skal vi ikke snakke om herhjemme, men når vi gør, spørger han hver gang om det var det værd. JA DET VAR DET. Det har givet mig lidt pusterum......
Fortsat god dag til alle......
