|
Hej Sandie :-)
Jeg har det på samme måde som dig.
Ung, kronisk, invalidebil, stor funktionsnedsættelse osv, på vej til førtidspension.
Jeg har aldrig accepteret min sygdom. Har haft en masse skønne planer med mit liv, har bla altid ville være selvstændig. Har knoklet og svigtet/ikke lyttet til min krop... Det gik vel over, tænkte jeg.
Sidder nu tilbage med en ødelagt krop! Men indeni mit hoved er jeg stadig rask og kan og vil alt!
Så det med accepten, spiller en stor rolle... Jeg har som skrevet endnu ikke accepteret at mit liv nu ser helt anderledes ud, og ville ønske en kunne overtage og få kastet en pension i hovedet... Der er nogle som VIL have en pension, og så er der nogle som nærmest er tvunget til det fordi deres kroppe er syge... Sådan har jeg det.
Der er nogle som har en stærk vilje, og andre som ikke har...
Man kommer vel ligeså stille videre, trods alle de nederlag der kommer... Nu hvor pensionen er på plads, så tror jeg et stort nederlag skal sluges, og derefter håber jeg det går fremad psykisk...
|