Så er jeg hjemme igen
Der var ikke meget hjælp at komme efter..
Synes det var nært tæt på spild af min og andres tid suk...
Min veninde (Bitsch) Tog med mig på Psykiatrisk skadestue i Slagelse tirsdag kl 13 ankom vi. vi sad og ventede 20 min- fin tid- og kom ind at tale med en sygeplejerske om hvorfor jeg var kommet og hvad jeg forventede ( skønt spørgsmål jeg aner ikke hvad jeg forventede .. forventede noget hjælp til at få det bedre)
vi blev bedt vente et par timer til en læge kunne tale med os, men jeg ville ikke kunne
rumme at side i indgangen hvor der var en masse støj og underlige mennesker osv så jeg spurgte om de kunne ringe når lægen havde tid da vi så ville sætte os ud i bilen og vente..
Dette gjorde de ikke var beskeden, men hun skrev i papirene at vi aftalte vi kunne komme igen 15.30 .. 15.30 kom vi igen.. og kunne side og vente og vente og vente... kl 16. fik vi afvide at der gik en halv times tid mere... vi ventede... kl 16.30 kunne de så oplyse om at der ville gå yderligere en halv time.. men at de kunne ringe når lægen var klar så vi kunne vente i bilen.. -
hvorfor den første sygeplejerske ikke ville dette fatter jeg så virkelig ikke nu
kl 17.00 ringede hun og vi kom ind og talte med en læge og en sygeplejerske...
En rigtig hård samtale hvor min veninde måtte supplere op da jeg ikke selv kunne
få sagt de vigtige ting selv...
Endte med at bryde sammen og var forskrækket over at kunne græde da jeg ikke
har kunne dette i mange måneder nok tættere et år snart...
De spurgte igen hvad jeg forventede de kunne hjælpe mig med osv.. Dette
vidste jeg jo ikke.. jeg ville bare have noget hjælp fordi jeg ikke kunne rumme
mig selv og mit liv og tankerne mere...
de besluttede at de gerne ville indlægge mig natten over så jeg kunne tale
med en psykiater dagen efter...
Det blev så til det var en læge der ikke forstod helt dansk og ej heller talte helt dansk
og meget lavt.. en ufølsom læge i mine øjne.. en læge der vist mere mente jeg bare var der for at få opmærksomhed og bare kunne tage mig sammen.. for jeg havde jo venner nok osv...!!! suk....
Det blev til hun ikke havde noget at hjælpe mig med men jeg blev indlagt endnu
en overnatning så jeg var der de 2 døgn man kan være på psyk skadestue.
idag kom hun så igen.. jeg lå og sov.. har sovet elendigt i den hårde seng med mine
mange rygproblemer, så jeg vågnede ofte og var udkørt idag af marerit og tanker..
men hun tændte straks lyset og begyndte at snakke selvom jeg halvsov stadig.. kunne
ikke vågne rigtigt op..
Hun mente ikke jeg havde behov for intensiv behandling og videre indlæggelse da jeg
ikke var til fare for mig selv, og havde mange muligheder omkring mig...
Men hun kunne tilbyde at sende en henvisning op til deres dagstilbud hvor der er
psykiatere, psykologer, psykoterapeuter, diatister, fysioterapeuter osv.
dog kunne hun ikke sige om de ville vudere at jeg passede til deres mål gruppe.
Dette ville jeg modtage et brev om senere hvor der stod om jeg skulle til samtale der.
- så jeg blev udskrevet og fik beskeden at jeg var velkommen til at komme
en anden gang hvis der var noget...
Havde et par gode samtaler med aftenvagts kontakt personen som jeg igår
viste et brev jeg havde skrevet hvor jeg beskrev hvordan jeg havde det,
hvilken tanker og problematikker jeg kæmper med og at være der var mit sidste
håb for at blive hjulpet, da jeg var bange for hvad der kan ske når jeg ender
alene hjemme igen...
Men nu jeg så hjemme igen.. intet forandret.. er stadig dybt ulykkelig indeni og
bare det at jeg skal have min bil idag og kører min søn hjem til min mor (hun henter ham i min bil hun har haft disse dage for at kører ham i skole, og så henter de mig så jeg kan få bilen og kører dem hjem) det nok til jeg ligger med kvalme over stresset over det...
Så.. hvis nogen NOGEN SINDE igen siger og presser mig til at tage på psykiatrisk skade stue får de besked på jeg aldrig igen gider spilde min energi og mit liv på at søge hjælp ved de ukompetente læger derude!!!
Aldrig har jeg følt mig så dum og så malplaseret og nedgjort..
Følte mig som om de bare synes jeg ville have opmærksomhed og
faktisk ikke var ret syg bare fordi jeg ikke kunne sige om jeg ville begå selvmord
nu eller når jeg kom hjem.. Hvem fanden ved det??
Jeg håber sgu da ikke på jeg gør det, men når jeg har det aller værst kan jeg ikke styre
mine tanker.. og så ved jeg ikke hvad det kan ende med
Bare lige en trist opdate herfra...
Heldigvis sover vores søn hos min mor til imorgen så jeg har en dag med kæresten alene herhjemme og kan slappe af-- eller prøve på det....