|
Hej denuheldige85
Jeg har fulgt lidt med i tråden her, dog har jeg heller ikke læst den helt.
Men jeg læste dit første indslag, hvilket også rørte mig meget.
Jeg kom til at tænke på da jeg selv blev syg for 5 år siden. Jeg var psysisk langt, langt nede, græd og græd, og kunne slet ikke være der for mine 2 børn. Hvilke jeg som dig havde det utroligt svært med.
Jeg gik hos en terapeut som sagde nogle kloge ord, som jeg i den grad tog til mig og brugte.
Hun sagde: Hvis du er oppe i et fly, og at der pludselig er problemer, og kaptajnen beder jer om at tage iltmasker på. Så bliver du nødt til selv at tage iltmasken på, før du kan begynde at hjælpe dine børn. Hvis du hjælper dine børn først, kan det være du dør af iltmangel inden du er færdig...... - og hvis du ikke er der, kan du ikke hjælpe dine børn...
Så "denuheldige85" lige gælder det kun DIG - OG KUN DIG. Det vigtigste i dit liv lige nu er DIG. Når du på sigt forhåbentlig får det bedre, ja så skal du nok være der for din lille dreng. Du skal bruge dine kræfter de rigtige steder. Og en depression tager tid, nogle gange meget lang tid.
Jeg håber dig alt det bedset i fremtiden.
Mange tanker og knus fra mig
|