[Karo]

Jeg fik mit første panik anfald i 2001, kort efter jeg kom hjem fra arbejde, mens jeg havde stadigvæk overtøj på og det var et anfald af dimensioner …. det kan jeg love. Ikke noget med, at jeg kom til mig selv.
Blev indlagt på neurologiske afdeling i et par uger og sygemeld i over et halv år.

Ca. et år senere blev jeg konfronteret med teorien om, at jeg var nok genetisk disponeret for min sygdom.

Hvis jeg viste om min mor det som jeg ved i dag, ville jeg have valgt at blive undersøgt fra dette vinkel dvs. gennem blodprøver og DNA test.

Så ja, forskere kendte til denne sammenhæng i årevis.

Hvis jeg skulle få børn i dag og hvis jeg kendte til det hvor destruktiv panikangsten kan være for nogen/mig ville jeg med 100% sikkerhed enten fravælge børn eller tage imod behandlingen med genmanipulation.

Men viden om, at det er en arvelig sygdom vil også gøre det lettere for en, at acceptere den og vigtigst af alt er, at man ville have undgået alle disse meningsløse former for behandlinger som man har været tvunget til, med fks. medicinering som har gjort mere skade end gavn, i mit tilfald.