Citat:
Oprindeligt indsendt af lunaQinde
Hej Ingrid
PENGE ER IKKE ALT !
Men desværre nødvendige for at kan betale for tag over hovedet og smør på brødet.
Jeg er meget taknemlig for mine pensionskasser og at min arbejdsskade gik igennem ved ASK.
Men jeg har lige som Ukken været igennem et helved,som jeg må indrømme,selvom det gør meget ondt at fortælle,næsten fik mig til at tage strikken. Samtiddigt med jeg skulle kæmpe min kampe,med en dyb depression,måtte jeg kæmpe en kamp mod skolen,familie ,kommunen omkring min søn som bare ikke havde det godt og som i en alder af kun 10 år ønskede at dø.Han blev moppet hver dag i skolen og lærene sagde bare han var overfølsom,og jeg burde opdrage ham lidt bedre.Det tog hårdt på mine andre 3 børn,og hele familien endte med psykiske problemer. Så fik min yngste søn problemer i skolen og skolen sendte en indberetning til kommunen om at jeg ikke kunne sørge ordentlig for mine børn.Der var jeg ved at opgive alt,og følte jeg ikke virkede som mor,og det var da bedst de var foruden.Først da min søn blev udredet ved børnepsykiatrisk afd i Århus.Kom der andre boller på suppen,angående mine børn!.Vi fik en familierådgiver på,vi kom i handicap afd. Og så kørte ellers en masse afprøvninger med min søn,som i sig selv var et *******. To aflastnings steder kunne ikke rumme ham,han var ved at slå sin bror ihjel 2 gange.Så gik det for alvor op for kommunen hvor galt det var fat og at DET IKKE VAR MIN SKYLD.
Men kampen var ikke slut!
Nu begyndte hekse jagten fra jobcenters side,hende kragen (ja undskyld mit sprog,men er lige nu så gal igen)mente det var på grund af min søns vanskeligheder at jeg ikke kunne varetage et stykke arbejde. En dag kørte hun mig så langt ud at jeg kastede op og næsten besvimmede.
Endvidere havde jeg en bankrådgiver der ringede mig ned hele tiden om at nu havde jeg igen et kæmpe overtræk,og nu måtte jeg vidst heller få solgt det hus.
Tro mig jeg ville gerne fra det hus,men her stod jeg alene med 4 børn,og kunne stort set intet,så alt det økonomiske udsatte jeg 2 år drejede det sig kun om at overleve.
Jeg troede fra starten selv på at det bare var for en tid,men sådan skulle det jo slet ikke gå.
Jeg holder lige en pause ,men vender tilbage........
|
Jeg tror pointen i mit indlæg, er gået lidt tabt.
Livet skal gå videre, og helst uden bitterhed og ærgelse. Men en erstatning for erhvervsevnetab, er erstatning for indtægtstab og ikke for de lidelser der er fulgt med. Når det, trods alt regnes med, at når erstatningen udbetales som et engangsbeløb, er den skattefri - i modsætning til, at var det løn man fik udbetalt på arbejdsmarkedet så skulle der betales skat - plus at man som regel får noget i pension, sådan løbende - som jo også erstatter lidt af den indtægt man ellers ville have haft - så er livet for kort til ærgelser. Man må kort sagt deale med det nittelod, man uheldigvis fik trukket.
Vi alle ville, selvfølgelig, gerne have undværet arbejdsskaden eller ulykken (som i mit tilfælde) og gerne have undværet en langvarig kommunesag og en langvarig Ask/forsikringssag (5 år i mit tilfælde), men når nu det hele er som det er, og man BLEV ramt og har haft nogle skrækkelige konsekvenser man intet kunne gøre ved - så er det dejligt at læse når èn kan skrive - men nu er jeg pensionist, og så må jeg sørge for mine børn og få det bedste ud af det. Lige netop, for livet er trods alt dejligt, og skal gå videre.
Men det er vi nok heller ikke uenig i. Også jeg vil nyde min erstatning for indtægtstab, jeg har fortjent hver en krone, men det er værd at huske på at den er skattefri, i modsætning til den løn jeg ellers ville have haft -ikke på noget tidspunkt, gider jeg bitterhed og andre negative følelser - det æder menneskesjæle op, og er det ikke værd.