[rni220]

Jeg blev i 2009 ramt af en depression, som en overlæge i psykiatri bedømte betragtet som stationær efter afslutning af kognitive samtaler uden effekt. Jeg har fået medicin for depression og angst siden sommeren 2009.
Jeg blev afsluttet på psykiatrisk ambulatorium i december 2009 med ovenstående diagnose.
Efterfølgende gik der frem til april 2010 før Jobcentret foretog sig mere, idet man ville have mig igennem en arbejdsprøvning med en række skånehensyn, som var en følge af min sygdom. Dette blev først etablereret 4 måneder senere, som følge af den sædvanlige forhalingstaktik fra Svendborg Kommunes side. Jeg havde meget svært ved at gennemføre arbejdsprøvningen og var meget fraværende, alligevel mente kommunen at konkludere, at prøvningen havde vist, at jeg havde ressourcer at bygge videre på.
For at sætte trumf på blev sagen så sendt til den berygtede lægekonsulent Vibeke Manniche.
I december 2010 fik jeg det forventede afslag med de begrundelser, at jeg havde udvist ressourcer under arbejdsprøvningen, at de jeg skulle have været for fokuseret på pension - hvorfor de kognitive samtaler ikke skulle have virket og endelig brugte man formuleringer fra dr. Nejs lægekonsulentrapport i afslaget.

På denne baggrund ankede jeg selvfølgelig sagen, da jeg ikke kunne genkende pensionsnævnets beskrivelse.Jeg forventede egentlig ikke noget af anken, men sagen blev til min store overraskelse hjemsendt til kommunen:
Besæftigelsesankenævnet lagde vægt, at kommunen ikke havde opfyldt kravene i forvaltningsloven om begrundelse, at kommunen ikke havde dokumenteret hvorledes der skulle være mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet, at det ikke er dokumenteret at arbejdsprøvningen havde udvist ressourcer, at man havde lagt vægt på at jeg siden 1993 kun har haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet og ressourceprofilen vurderer, at alle muligheder er udtømte, således jeg er berettiget til førtidspension. Og at kommunens jobkonsulent har vurderet, at der i arbejdsprøvningen blev taget de nødvendige skånehensyn.
Af disse årsager fandt man, at kommunen har haft en særlig pligt til at give mig en fyldestgørende begrundelse for afslaget.
Endelig afviser man at jeg skulle have været fokuseret på pension, idet det ikke fremgår af overlægens erklæring.

Se alt dette skulle jo i teorien betyde, at min sag skulle stå ganske godt.
Kommunens svar herpå var, at man bestilte en opdateret speciallæge erklæring, som også blev gennemført i løbet af nogle få uger. Det er selvfølgelig fair nok, tænkte jeg, de skal jo enten have en bedre begrundelse for afslag eller et figenblad for at ændre indstilling.

Denne speciallægeerklæring beskrev på 9 sider ganske glimrende min situation og sygdomsforløb.
Han skriver sammenfattende. at jeg har en evasiv personlighedsstruktur med personlighedsforstyrrelser af forskellig art. At psykolog samtaler har været uden effekt og derfor ikke skønnes relevant og er udtømte. Endvidere skriver han, at jeg i mange år har været i antidepressiv medicinsk behandling.
Samlet set mener han at behandlingsmulighederne er udtømte og at prognosen for tilknytning til arbejdsmarkedet er dårlig. Erhvervsevnen skønnes svært reduceret.
Herefter var sagen så omkring kommunens nye lægekonsulent, som loyalt forholdt sig til speciallægens erklæring og beskrev problemerne ved den gennemførte arbejdsprøvning.
På denne baggrund indsendte min iøvrigt glimrende sagsbehandler sagen til fornyet behandling i nævnet og selvom hun er et meget forsigtigt menneske, var hun ret sikker på, at det nok skulle gå igennem.

I dag fik jeg så underretning fra hende telefonisk om, at pensionsnævnet igen har afvist opstart af pensionssag. Nu ser jeg frem til hvilke krumspring de har benyttet for at stoppe sagen igen-igen.

Jeg håber og mener dog, at jeg med den tidligere behandling i beskæftigelsesankenævnet, har en ikke helt dårlig sag, når jeg nu desværre skal igang med en ny klage og 4-5 måneders yderligere håbløs ventetid på en afgørelse.
På mig virker kommunens sagsbehandling som en bevidst forhalingstaktik, hvor de bruger alle kneb og forkerte satte kommaer, til at udsætte den pension, som jeg mener, jeg er berettiget til.