|
jeg har det bare svært ved det, mangler mit job, min gode løn osv, men jeg bestemt osse givet mit, med 50-70 timers arbejds uger i mange år.
jeg er selfølgelig lettet over at min sag er afklaret og jeg har en fast men lille indtægt.
men det bliver jo aldrig det samme som at tjene sin løn, ligemeget hvor syg man er og hvor lang tid ens sag har taget, må drømmen da ha været at kunne arbejde igen.
muligvis er jeg nok mest ked af min manglene evne til at finde mig en hobby, som man kan holde til.
samtidig oplever jeg at kammerater fra mit arbejds liv nærmest tror jeg har pest, og ikke gider mig mere.
er vel nærmest bare trist og ked af det hele.
|