[Pedro]

Oprindeligt indsendt af Antoniette

"Nå, hvad laver du så?"

Dette er et af de første spørgsmål danskere stiller når de møder hinanden. Hvad svare I på det? Siger I rent ud at I er førtidspensionister?

Når jeg har fået "nå, hvad laver du?" spørgsmålet, så har jeg svaret at jeg var igang med at lære at spille klaver (hvilket også er sandt), men det stiller folk sig ikke tilfreds med, "jamen hvad arbejder du med?" og så har jeg sagt at jeg er på førtidspension. Og så kan jeg bare mærke at de ser mærkeligt på mig, jeg har også oplevet at folk har vendt sig om og gået. Eller også spørger de "hvorfor det?" Og så føler jeg at jeg skal stå og forsvare mig selv, og så for 117 ende gang hurtigt forklare, at det var fordi jeg blev kørt ned bla bla. Jeg synes ikke at det er særligt rart at skulle opremse sin personlige sygehistorie, for vildt fremmed mennesker. Plus at det minder mig om den værste tid i mit liv (det bliver man ikke ligefrem i party humør af). Det med mine psykiske men holder jeg også for mig selv, jeg fortæller kun om de fysiske skader.

Nu overvejer jeg, om jeg skal prøve at lyve næste gang, der er nogen som spørger. Bare sige at jeg læser dit eller dat eller arbejder som fritidsforsker?

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer?

Hej med dig! Har tænkt nøjagtigt de samme tanker, som du kommer med her. Er netop visiteret til FTP, her pr 01.05.11 og det helt og aldeles på grund af psykiske problemer.

Såéh man skal se godt efter ,for at kunne aflæse på mig, at jeg er syg! Bortset fra, at mit hår er blevet mistænkeligt gråt, og diverse rynker har placeret sig i ansigtet.

Men alderen, har selvfølgelig gjort sit indtog her hos mig, er på vej til de 54.

Der er allerede nogle stykker, som er gledet ud af bekendtskabskredsen. De brød sig ikke om tanken, at jeg var fleksjobber på grund af psykiske problemer.

Nu, er jeg så helt sikker på, at indtil flere vil rynke kraftigt på deres pande og trække en grimasse, der kan passe, efter jeg er overgået til FTP, pga selv samme psyke. Men ved du hvad, det er der bare ikke noget at gøre ved.

Ikke alle elsker mig og jeg elsker ikke alle.

Tror, nok der kunne smutte et par hvide løgne, hvis det er fremmede eller ikke så "gode" bekendte, der stiller mig spørgsmålet: "Hvad laver du så nu?"

Jeg orker simpelthen ikke længere at tage stilling til, hvad folk mener om mig.
Så længe mine børn, og mine meget gode veninde X, ikke vender mig ryggen, så vil jeg være tilfreds og glad.

Held og lykke til dig, og alle I andre med samme problem.