Citat:
Oprindeligt indsendt af Enteneller
Jeg har så sagt at vi bare kan mødes derovre, men føler så lidt at min datter syntes jeg er "mærkelig" når jeg "tænker" sådan. Som hun sagde igår da hun kørte, jeg skal huske at hilse storebror, deres hund og en lille, lille bitte smule far. Det var jo ikke så rart at få stukket i hovedet, men det er jo sådan jeg tænker og det ved de.
|
Mon ikke du skal tage en snak med din datter, hvor I simpelthen sætter jer ned, og du fortæller hende, at du har brug for, at du og hendes far lærer at leve hver jeres liv, og den modvilje mod ham du nogengange kommer til at give udtryk for bunder i frustration over, at I har svært ved at bryde den meget nære kontakt som ikke hører sig til længere.
Fortæl hende, at du har levet sammen med hendes far i 15 år, og han er en dejlig mand, men at I simpelthen bare ikke længere passede sammen.
Sig, at du er ked af, at hun "adopterer" dine følelser, og du ikke ønsker det, men tværtimod ønsker, at hun fortsat er glad for jer begge.
Jeg tror at det er vigtigt at der bliver sat ord på under rolige omstændigheder.