Citat:
Oprindeligt indsendt af Peter Simonsen
Nej det er rigtigt...Men man kan leve af meget lidt og man må i så fald sætte sit eller sine krav efter det... 
Kh
Peter |
Seriøst???
Hvis man har prøvet at være ALVORLIGT syg (og mindre alvorligt også for den sags skyld) så ved man, at det koster penge og det koster energi.
Der er medicin, der er ernæring, man kan blive nødt til at købe sig til noget hjælp.
Man kan få brug for behandlinger der koster; det kan være fys, det kan være psykolog, det kan være tandlæge. Der kommer måske en depression til, der sætter en stopper for overblikket og energien.
JA, når man selv vil sætte sig for at spare, så er det sgu nemt nok at have det store overblik.
Mange syge lever virkelig for et minimumsbeløb, de har ikke råd til nødvendig behandling af krop, sind og tænder. Der er jo ingen, der forventer at leve som grever og baroner på offentlig ydelse. Men meget få kan leve for én løn, når man er vant til to.
Jeg synes det er meget kynisk holdning der er i denne tråd. Hvad med at hjælpe folk på fode igen, så kan de og vil sikkert hellere end gerne klare sig selv igen!
Når folk bliver syge og bliver kastet ud i krise, så ser man altså ikke lige så klart som man gør, når alting er i balance og kører godt. Der står også et sted her i tråden; sælg huset og flyt i en lille hyggelig lejlighed.. Tja, det kan da være en løsning på længere sigt, men det er altså ikke noget, der sker på en uge. For det første har tiderne ikke bare lige været sådan, at alle bare kan sælge sit hus og komme ud uden gæld, for det andet, finder man altså heller ikke bare en billig lejlighed et sted, for det tredje kan overskuddet fuldstændig mangle til at få overblik, når konen eller du selv ligger med kemodrop i armen på hospitalet!!
Hvad med at give disse mennesker en chance for at modtage behandling og koncentrere sig om deres sygdom og behandling først og fremmest?
Dernæst så synes jeg også man må acceptere, at vi mennesker reagerer forskelligt på modgang og krise. Der er virkelig nogle, der kan formå at se positivt på det (et langt stykke hen af vejen) og andre har mere svært ved det. Men jeg må også sige, at jeg har mødt virkelig, virkelig mange på min vej, der, som jeg selv, var fuldstændig modløse og rådvilde til sidst, når sagsbehandlingen og uvisheden trak ud.