|
Hmmm, nu er jeg så en af dem der ikke bare bliver deprimeret, men bliver voldsomt deprimeret, mister funktionsevnen, bliver psykotisk, får forfølgelsesvanvid, hallucinationer og andre vrangforestillinger mm.
Hvis dén tilstand stabilt skulle være mit liv i fremtiden, så ville jeg til hver en tid få de elektroder i hjernen. ALT ville være bedre end den dybeste af mine depressioner og jeg ville gøre hvad somhelst for ikke at komme helt derud igen......
Så for mig lyder det faktisk som et lille håb, et lys som JEG altså gerne ville tage imod, hvis jeg skulle stå på kanten af afgrunden igen.
Så hvis indgrebet (som ikke skader hjernen) ville kunne hjælpe personer der er i den forfærdelige ende af depressionernsskalaen, og som ikke har udsigt til et normalt og værdigt liv, jamen er der så noget at diskuterer?????
Det er jo ikke for alle deprimerede, men KUN for de ganske få, der nærmest ligger som grøntsager med meget ringe udsigter til et bedre liv.
|