|
Når jeg tænker tilbage på det i dag, kommer jeg altid til at græde, fordi jeg har jo den dejligste datter i hele verden. Men lige da hun var født, ville jeg ikke have hende. De skulle gå væk med hende, jeg ville ikke have noget med hende at gøre. De plantede henden på sengen og gik - værsgo.
Da hun var 6 uger, slog det klik for mig på vej hjem i en bus. Jeg græd og græd og angsten voksede bare for hvert minut. Min kæreste var i Jylland. Jeg fik det værre og værre, for 24 år siden vidste man intet om fødselsdepressioner.
Jeg ringede alle steder hen psykologer, psykiatere og henvendte mig på hospitalet. Ventetid og ventetid eller bare hjem igen.
Alle mine følelser var døde, datteren var en dukke. Så kom jeg i gruppeterapi 10 uger på stolpegården. Jeg fik det bare værre, så fik jeg 10 uger til på Stolpegården. SÅ blev jeg syg og indlagt på Bispebjerg hospital. I fire måneder boede min datter hos sin farmor og jeg var ligeglad.
Min daværende svigermor fik en tid til mig hos den knalddygtige psykiater Tom Bolvig, men det måtte jeg ikke , de sagde på stoplegården, at jeg ikke skulle ride på to heste. Dengang gjorde jeg som der blev sagt. Men havde jeg dog bare taget derop og fået medicin for angst og depression - gerne sideløbende med terapi (for der var nok at tage fat på). Men på Stoplegården var medicin af det onde. Stolpegården skulle efter sigende have ændret sig. Men den behandling jeg fik var skandaløs. Vi måtte ikke sige, jeg har fået en depression. Nej, jeg skulle sidde og sige: jeg har valgt at gøre mig selv deprimeret, angst osv.
Jeg besøgte min lille prinsesse hos farmoderen en dag og hun anede ikke, hvem jeg var. Det var så sørgeligt. Jeg pakkede hende sammen og tog hende med hjem. Jeg satte hende på gulvet, så sad vi der og kiggede på hinanden. Hun havde en bamse med huller ørerne kunne stikke ud af. Den trak jeg over hovedet så jeg kunne titte ud af hullerne til ørerne. Hun grinede helt vildt og så voksede kærligheden frem derfra og hun er meget nem at elske.
|